Sundhed er også politik

Af: Mogens Ove Madsen, Regionsrådskandidat Socialdemokraterne(A), Fladhøjvej 14, Aars

Et af de absolutte kerneområder i vores velfærdssamfund er sundhed. Det er et politisk valg, hvordan vi skal indrette os med det. Og det er jeg meget optaget af.

Det blev også meget klart i foråret, hvor en nærtstående var meget syg og var både i behandling og aflastning. Hun havde i en alder af 87 år fået konstateret kræft i kæben. Operation blev bortvalgt og strålebehandling blev sat i gang – sondemad blev eneste ernæring. Det blev et hårdt og vanskeligt forløb, som endte meget trælst.

Undervejs var der som pårørende mange ting at tage stilling til. Og det er ikke nogen nem sag, men det er vigtigt, at der er pårørende som tager ansvar, når nogen er meget syge. Måske har jeg en noget krøllet hjerne, men uden kendskab til organisation og økonomi ville det være endnu sværere.

Det er vigtigt, at den syge forstår, hvad der foregår ved en udskrivningssamtale. Sygehusvæsenet skal hele tiden være opmærksom på, at det er en vanskelig formidlingsopgave.

Visitering til en aflastningsplads kan både være godt og nødvendigt. Det er vigtigt, at aflastningen forstår, hvad der ligger i udskrivningen og hvilke behandlingstyper, der skal følges op på. Og at det skal gøres hurtigt.

Min oplevelse er, at der kan være store sproglige barrierer i sygehusvæsenet og at man kan være i tvivl om fagligheden i aflastningsområdet. Her kunne det være ønskeligt, at den praktiserende læge var tættere på. Alt kan gøres bedre.

 Jeg tror sundhedspersonalet gør, hvad de kan for at give patienterne så tåleligt et forløb som muligt. Men det er tydeligt, at systemet hele tiden løber ind i økonomiske begrænsninger. Med den såkaldte budgetlov er kommuner og regioner sat under kraftig administration.

Især Regionerne er i en vanskelig situation, fordi de udelukkende lever af “almisser” fra Folketinget. Den seneste kommunalreform fjernede egen skattemulighed. Så i stedet får Regionerne smæk fra patienter og personale på grund af Folketingets spareøvelser.

Men det bør ikke afholde regionspolitikere i at fremføre de nødvendige krav fra sundhedsvæsenet ved de næste forhandlinger med Regering og Folketinget. Og det vil jeg gerne deltage i.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: