Byråd… -hvorfor?

Af: Berit Byg, Næsbyvej 91, Ranum

Før vi får set os om, skal vi til stemmeurnerne for at tage stilling til, hvem der skal være med til at bestyre vores nære demokrati i kommune og region i de kommende fire år.

Dette betyder for tiden et sandt overflødighedshorn af kandidater og byrådsmedlemmer med ønske om genvalg, hvis meninger og holdninger har været fuldstændig skjult for offentligheden, indtil de nu er dukket frem af glemslens tåger for i form af debatindlæg i diverse medier at berige os med, hvordan de egentlig vil være med til at tjene vores kommune i det kommende byråd.

Nu er det jo bestemt ikke utænkeligt, at jeg overhovedet ikke har fattet en bønne af, hvad det hele egentlig drejer sig om. Men umiddelbart ville jeg mene, at et byråd skal tage sig af de offentlige interesser. Altså de områder og funktioner, der finansieres via skatten og dermed blandt andet vil dække en række af velfærdsområderne. 

Set i det lys, finder jeg det desto mere bemærkelsesværdigt og dybest set temmelig trist at gøre status over, hvad jeg selv har fulgt med i de seneste fire år og ser i aviserne for tiden.

Herunder står det klart, at en ikke uvæsentlig del af såvel de endnu siddende såvel som kandidater, der endnu ikke er valgt, tilsyneladende har en interesse i at tjene sig selv først frem for at gøre godt for almenvellet.

Såvel i form af indlæg i den senere tids ugeaviser og lignende medier såvel som i et tilbageblik over den udløbende byrådsperiode er det klart, at der er nogen, der er betænkt på at tilgodese egne virksomheder og økonomiske interesser, hvilket kan forekomme besynderligt for et byrådsmedlem eller en kandidat. I hvert fald når det på denne måde indbringes i byrådsarbejdet eller en tid med valgkamp. Især når det sammenholdes med mange valgløfter, politiske programmer og principerklæringer, der er så tynde, så man kan spørge sig selv, om de pågældende dybest set ønsker andet end at varetage egne interesser.

En mistanke der for øvrigt ikke bliver nævneværdigt mindre, når det er en kendt sag, at medlemskab af byrådet kan virke befordrende på en karriere i det kommunale, eller når mange opstiller på dobbeltmandat, således så man udover til byrådet bejler til et mandat i regionsrådet eller Folketinget. Igen med forbehold for at jeg muligvis er et særlig tungnemt eksemplar, må jeg af egen erfaring sige, at byrådsarbejdet er så omfattende og arbejdsintensivt, så jeg har overordentlig svært ved at se, hvordan et dobbeltmandat lader sig forene med en seriøs og grundig indsats begge steder til gavn for de borgere, hvis interesser man er valgt til at varetage. Altså kan jeg personligt umuligt konkludere andet, end at det må være en kærkommen økonomisk sidegevinst eller et uudtømmeligt behov for selvpromovering, der står på spil for de pågældende.

Så kære kandidater, hvis I vil have mit kryds og mine anbefalinger eller bare gerne vil have fred for flere hel- og halvmopsede læserbreve fra min pen, så find ordentligheden og anstændigheden frem og hold venligst egne virksomheder, karrieremuligheder og økonomiske gevinster ude og lad mig høre jeres visioner og drømme for kommunen. For det jeg har set hidtil, har simpelthen ikke været imponerende.

 

Alternativt kommer I til at fremstå som det bedste argument mod det nære demokrati.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: