Velkommen til Nordjylland, kære unge læger

Af: Gitte Lopdrup, Spidskandidat til Regionsrådet for Radikale Venstre. Opstiller desuden til Byrådet i Vesthimmerlands Kommune.

Som der er skrevet en del om i pressen på det seneste er der lægemangel i Nordjylland. For eksempel er der pt. 3 ledige ydernumre i Vesthimmerland, og når lægen i Gedsted til nytår flytter sin praksis til Hobro, er vi oppe på 4. Radikale Venstre går ind for bevarelse af familielægen og derfor vil vi gerne være med til at finde en løsning på problemet med lægemanglen.

 I Aalborg har vi 150 studiepladser for medicinstuderende, og vi må gøre en indsats for at så mange som muligt af de nyuddannede læger bosætter sig i Nordjylland og vælger almen medicin som speciale. Lad os lytte til de medicinstuderende og de unge nyuddannede læger. De ved hvad der skal til, for at det igen bliver attraktivt at bosætte sig og investere i egen lægepraksis her.

Dybest set er læger ikke anderledes end os andre. De vil helst bo i et område hvor der er gode skoler, gode indkøbsmuligheder og mange fritidstilbud indenfor sport og kultur. Det har vi i Nordjylland. Herudover kan vi tilbyde en smuk natur med plads til at udfolde sig, samt boliger til en fornuftig pris. Faktisk er der flere af de medicinstuderende som udtrykker at de føler sig godt tilpas her i Nordjylland. 

Lad os være proaktive og invitere de medicinstuderende på inspirationstur til de steder, hvor der er lægemangel, så de oplever alle de goder lokalområderne har at tilbyde. Lad os få en debat med dem om, hvad der skal til, før de vil investere i en praksis her.

Jeg forstår på de unge læger jeg har talt med, at nogle af udfordringerne ligger i, at det kan virke som en stor mundfuld, og er forbundet med en meget stor arbejdsbyrde, at skulle være alene om ansvaret for mere end 1600 borgere. De har et ønske om at have kolleger at sparre med, mulighed for forskning samt mulighed for fleksible arbejdstider. De ønsker kan rent faktisk imødekommes, og der findes forskellige muligheder. 

Kigger vi til toppen af Danmark er der i Frederikshavn kommune gang i et projekt med at rekruttere yngre læger, ved at en gruppe læger i fællesskab ansætter en ung kollega, som får arbejdssted i flere forskellige praksis. Herved bliver der mulighed for at den unge læge kan have fleksible arbejdstider og eventuelt gå på barsel, hvis der bliver behov for dette. Vi skal gøre det lettere for læger at ansætte kolleger eller etablere delepraksis, så arbejdsbyrden bliver fordelt ud på flere hænder. Det kan også være en mulighed at etablere delestillinger mellem et sygehus og en lægepraksis.

En anden løsning kunne være etablering af sundhedshuse. Mange opgaver i den almene praksis kan med fordel løses af andet sundhedspersonale. For eksempel blodprøvetagning, forebyggende- og opfølgende konsultationer, samt tilsyn med, og behandling af kronikere. Herved vil lægen kunne få tid til at fokusere på patientbehandling af høj faglig kvalitet, og der vil være mulighed for sparring med andre sundhedsprofessionelle.

Sidst men ikke mindst synes vi Radikale, at de medicinstuderende bør i turnus i almen praksis under uddannelsen. Det kan forhåbentlig inspirere flere til at vælge dette speciale og starte egen praksis her i Nordjylland efter færdiggjort uddannelse. 

Der er mange muligheder for at løse problemet med lægemangel, men det kræver at de praktiserende læger, politikerne og lokalbefolkningen her i Nordjylland står sammen. Når alt kommer til alt, handler det om mennesker.


Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: