Svømme-fighter titel til Alma Nielsen

VESTHIMMERLAND: Der har netop været afholdt generalforsamling i Aars Svømmeklub.

I den forbindelse blev ”Årets Fighter” kåret. Titlen gik til Alma Nielsen fra Farsø, der er konkurrencesvømmer og hjælpetræner i Aars Svømmeklub. 

Det var formand for Aars Svømmeklub, Jimmy Krøier Sørensen, der stod for rosende ord til Alma Nielsen:

Fighterpokalen tildeles en svømmer, som igennem det sidste år har udvist vilje, engagement og ånd for svømningen. Det er trænerne fra konkurrenceafdelingen, der indstiller mulige kandidater til bestyrelsen. Hvis der er flere nominerede, vil bestyrelsen udvælge den endelige kandidat. I år har trænerne været enige om at pege på en svømmer

En af de særlige ting ved årets fighter er, at vedkommende forstår, at svømning ikke kun er individuelle resultater men også en holdsport. At opnå egne mål og egne gode resultater, i form af nye personlige rekorder eller en forbedret teknik, kræver en holdfighter.

Der lægges ikke særlig vægt op de sportslige resultater for at få tildelt fighter pokalen, men når man fighter i vandet, så smitter det positivt af på resultaterne til stævner og træning, og det giver også andre på holdet lyst til at træne med.

Alma er årets fighter, fordi hun ikke giver op – og fordi hun ikke lader sin krop bestemme over hende. Alma er indenfor det sidste år blevet opereret to gange i sin hofte og knæ, men det stopper hende ikke i at komme til træning. Hendes viljestyrke stråler ud af hele hendes krop, og hun satte os alle til vægs, da hun kort tid efter operationen stod på kanten i badedragt og fik fortalt sine trænere, at hun altså kun kunne svømme arme de næste par uger, men det var jo lige meget, så ville hun bare få kæmpe store overarme.

Alma skal dog ikke kun gratuleres for hendes hurtige oprejsning efter operationen, men også for hendes store smil og gode humør. Uanset om det er en frygtelig core-øvelse Kim har fundet på til landtræning, eller om programmet i vandet er lidt længere end normalt, så går Alma til sagen med en ”det kan vi godt” attitude, som giver så meget energi til resten af holdet.

Alma er ligeledes typen, som nok skal trække de andre piger med gennem en lang serie, hvis hun kan se på dem, at de har haft en hård dag.

Der er ingen tvivl om, at Alma er både en holdfighter og en individuel fighter med en viljestyrke af stål.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: