FARSØ: 7 årgang deltog i et stort kvalifikationsstævne i ”Skole OL” på Atletik Stadion Skovdalen i Aalborg.

Med modstand fra 17 andre nordjyske skoler skulle 7. årgang forsøge at vinde og dermed kvalificere sig til den store Skole OL-finale. 

-Eleverne fra Farsø Skole har i idrætsundervisningen trænet godt og hårdt gennem de seneste uger op til stævnet og var således ”max klar” til opgaven, udtaler idrætsunderviser Rudi Møller. 

Discipliner var de klassiske fra atletik - løb, spring og kast og selvfølgelig den legendariske og klassiske stafet som afslutning. 

Dagen startede med indmarch, taler og åbning af OL - derefter fælles opvarmning og så kunne dysterne starte. 

Det blev en fantastisk dag, hvor Farsø Skole viste sig frem på fornemste vis - god opførsel og fairplay, sammenhold og opbakning til hinanden og sidst, men ikke mindst flotte idrætspræstationer. 

Da afgørelsen skulle finde sted og vinder kåres kunne 7A modtage en flot 2. plads og sølvmedaljer. Vinder blev 7C, som kunne modtage guldmedaljerne til stor jubel fra hele årgangen. 

Nu venter der 7C en kæmpe oplevelse, når de skal deltage i den store Skole OL-finale i Århus den 21. juni. 

Underviser Rudi Møller udtaler: Der venter eleverne en kæmpe oplevelse i en stor kulisse og dyster mod de bedste elever fra hele Danmark.

 

e-max.it: your social media marketing partner