FARSØ: I dag løb Jørgen Jakobsen (53 år) fra Farsø Tri & Trim sit maratonløb nr.300 ved et maratonstævne afholdt i Viborg, og blev dermed medlem af den eksklusive KLUB-300.

Desuden vil Jørgens navn i fremtiden være at finde på verdensranglisten, hvor han er blandt de 800 første i verden til at entrere denne liste.

Jørgen Jakobsens vej til KLUB-300 begyndte for 20 år siden med ønsket om en mere sund livsstil. Han begyndte at løbe i sin fritid, og hadede det! Men en vis portion stædighed betød, at han blev ved og meldte sig ind i den lokale løbeklub, Farsø Tri & Trim. Mødet med løbeklubben betød fællesskab og et stort netværk af andre løbere, som igen udviklede sig til adskillige venskaber.

I 2004 løb Jørgen sit første officielle halvmaraton, og året efter i Silkeborg fuldførte han sit første maratonløb. I årene 2005 til 2012 blev det kun til få maratonløb om året. Men så blev Jørgen introduceret til konceptet "Cannonball løb", hvor det ikke drejer sig om at løbe så hurtigt som muligt for den enkelte, men om at få den bedst mulige oplevelse sammen gennem løb. Derfor bruger Jørgen i dag gerne hele weekenden (og hver weekend) på at løbe maratonløb med vennerne, det er blevet en livsstil.

I 2015 passerede Jørgen den første milepæl og kom i KLUB-100 Maraton. Maratonløb nr.200 blev fuldført i juli 2017. Og nu i lørdags KLUB-300.

Jørgen har dermed fuldført omkring 50 maratonløb om året, og det er ikke det eneste. Han supplerer også lige med et par 6-timers Løb og 100-Miles Løb i ny og næ.

Og lægger man hertil den ugentlige træningsmængde, løber Jørgen over 5.000 km om året.

Fremtiden må gerne byde på mere af det samme for Jørgen, hvor det vigtigste er hyggen sammen med de andre løbe-enthusiaster fra byen.

 

e-max.it: your social media marketing partner