GATTEN: Himmerland Golf Klub har en hyggelig 9 hullers par 3 bane, kaldet Bette Course.

Og det var denne bane, der var i fokus til et par store ’slag’, da klubben i dag afviklede Bette Course Mesterskaberne – for 2. år i træk – samt Det Lidt Mindre Store Bette Course Mesterskab For Juniorer Uden Grønt Kort for første gang. 

Vejrguderne tilsmilede arrangementet hele dagen, der startede med morgenkaffe ved scorekortudleveringen, hvor også bananer og kildevand til runden blev serveret for spillerne. 36 deltagere var derpå klar til den samlede start kl. 10:00. Formatet var slagspil fra scratch – det vil sige uden handicap. Det gjaldt ganske enkelt om at bruge færrest slag på de 9 huller, hvor over turneringen gik, og der blev dystet i rækker baseret på køn og alder. Fælles for alle deltagere var blot, at de havde spilletilladelse (grønt kort) og der var spillere i alle aldre og på alle handicapniveauer.

Eventuelle lige resultater skulle afgøres via omspil, og dette blev der brug for i veteran herrerækken. Det af turneringsledelsen udpegede omspilshul var et hul på puttinggreen, så alle kunne følge med i det afgørende slag. Og spændende var det da bestemt – hele tre huller skulle spilles, førend en mester kunne kåres i den række. De fine præmier blev fordelt efter nedenstående resultater.

Junior Piger: Andrea Tribler Graarup 50 slag, Junior Drenge: Mathias Vestergaard Thybo 28 slag, Mid-age Damer: Gitte Frederiksen Kjølby 36 slag, Mid-age Herrer: Thomas Hyldgaard Nielsen 34 slag, Senior Damer: Joan Irene Ravnkilde Lillie 32 slag, Senior Herrer: Bo Hedegaard 33 slag, Veteran Damer: Michaela Uldall Jensen 31 slag, Veteran Herrer: Bjarne Lindberg Rasmussen – efter omspil mod Arne Michelsen – 33 slag Overordnet damemester blev således Michaela Uldall Jensen med 31 slag og herremester blev Mathias Vestergaard Thybo med 28 slag.

Anden etape denne dag var så mesterskabet for de helt nye juniorspillere i klubben, der endnu ikke har fået deres spilletilladelse. Formatet var det samme som i det andet mesterskab, men kun over 4 huller og der blev gået til den med liv og sjæl af alle 9 deltagere i alderen 5 til 13, da turneringen blev sat i gang. De fik naturligvis også bananer og kildevand til turen og efter strabadserne ventede saft og en herlig pose søndagsslik, så alle fik noget med hjem den dag. Der blev spillet i en pigerække og i en drengerække og dagens mestre blev begavede efter nedenstående resultater. Disse skønne unger har allerede helt styr på, hvordan man afrunder klubarrangementerne i Himmerland, så der blev skrålet hjerteligt med på de tre hurra-råb og HIM-MER-LAND af såvel juniorer som af de medfølgende forældre og bedsteforældre.  

Turneringen havde følgende resultater: Piger: Annebell Gaute Samuelsen 23 slag, Drenge: Arthur Lynderup Kristensen 20 slag


Alle de søde deltagere i Det Lidt Mindre Store Bette Course Mesterskab For Juniorer Uden Grønt Kort stillede velvilligt op til fotografering efter præmieoverrækkelsen. Fra venstres ses Benjamin, Asbjørn, Arthur, Malthe, Lærke, Annebell, Ludvig, Frederik og William.

 

 

e-max.it: your social media marketing partner