VESTHIMMERLAND: Når 8. udgave af GP Himmerland Rundt bliver afviklet i dag lørdag, vil mange af de vesthimmerlandske byer og landsbyer få besøg af det store felt af cykelryttere med ledsagebiler.

Der er 174 ryttere fordelt på 29 hold fra Norge, Sverige, Estland, Holland og selvfølgelig Danmark til start i det 200 kilometer lange cykelløb, der er en del af Europatouren.  

Cykelkortegen vil ud over de 174 ryttere også bestå af 50 servicebiler og 25 motorcykler. 

Udgangspunktet for GP Himmerland Rundt er Kimbrertorvet i Aars, men selve løbet bliver afviklet med 2 store sløjfer samt nogle mindre omgange omkring Aars. Første sløjfe går mod syd og vest hvor Vognsild, Vesterbølle, Gedsted, Louns, Hvalpsund, Farsø og Haubro får besøg. Anden sløjfe går mod nord og vest, hvor bl.a. Vegger, Gatten, Vilsted, Rønbjerg, Trend, Fredbjerg, Vester Hornum, Hornum og Blære ligger på ruten.  

Arrangørerne har skrevet ud til en lang række borger- og beboerforeninger for at gøre opmærksom på begivenheden. Næsten alle byer har meldt ind, at de hejser flagene i byen for at byde det internationale felt velkommen. Det gælder større byer som Farsø, men også mange andre byer som eksempelvis Gedsted.  

Det vil være muligt at se rytterne ved flere lejligheder både på grusveje og på bakker og ligeledes gennem f.eks. Farsø by. 

Den første svære passage er grusvejstykket, Bjergvej-Klovenhøjvej, som munder ud i Svingelbjerg. Ikke længe efter skal rytterne forcere den berygtede grusvej ”Våsen” som går fra Gedsted til Gl. Ullits. Det er 2 kilometer barsk cykeltur, hvor rytterne virkelig må grave dybt for at holde sig i feltet. Turen går ned over bakkerne i Louns, via Hvalpsund tilbage mod Farsø, men med en afstikker mod nordvest ad Lounsvej. Et grusvejstykke, som har en markant hældning ned mod Hestbækvej. Så gælder det Farsø, hvor feltet kommer ind ad Svingelbjergvej/Søndergade og kører videre ad Holmevej mod Havbro og Aars.  

Der vil således være rig lejlighed til at se det flotte felt med 174 ryttere fordelt på 29 hold. Sammen med Politi og racemarshalls på motorcykler vil der blive sørget for perfekt trafikafvikling, så er der tale om et imponerende skue. Og det vil være en god ide at komme i god tid til de steder, man har udvalgt sig. Politiet er normalt 5-8 minutter foran feltet, hvorefter vejen bliver lukket indtil kortegen er passeret.  

FAKTA:
Her passer feltet – og ligesom andre forårsklassikere, køres der også strækninger på grusvej:
Morum ca. kl. 12.11
Vognsild ca. kl. 12.14
Grusvej: Klovenhøjvej ca. kl. 12.18
Vesterbølle ca. kl. 12.28
Gedsted ca. kl. 12.31
Grusvej: Våsen ca. kl. 12.35
Alstrup ca. kl. 12.41
Louns ca. kl.12.45
Hvalpsund ca. kl. 12.49
Grusvej: Lounsvej ca. kl. 12.53
Farsø ca. kl. 13.09
Haubro ca. kl. 13.20
Gatten ca. kl. 14.10
Grusvej: Hedevej ca. kl.14.14
Vilsted ca. kl. 14.23
Rønbjerg ca. kl.14.42
Trend ca. kl. 14.53
Fredbjerg bakke ca. kl. 15.02
Grusvej: Bjergvej ca. kl. 15.08
Vester Hornum ca. kl. 15.16
Hornum ca. kl. 15.23

e-max.it: your social media marketing partner