FARSØ/AARS: Aars Svømmeklub havde stor tilslutning til klubbens generalforsamling med deltagelse af omkring 60 svømmere og forældre.

sidste mandag med deltagelse af omkring 60 svømmere og forældre.  

I beretningen kunne formand Jimmy Krøier Sørensen især berette om fusionen med Farsø Svømmeklub og planerne om et nyt svømmecenter: 

-Aars Svømmeklub har nu 75 år på bagen og ”still going strong”, for 2017 blev endnu et begivenhedsrigt år, måske det mest begivenhedsrige i klubbens historie. 

Vellykket fusion
Aars Svømmeklub startede året med en vellykket fusion med Farsø Svømmeklub, til stor glæde for mange. Fusionen gav Aars Svømmeklub mulighed for at starte nye tiltag, som klubben har ønsket gennem længere tid, ligesom lokalområdet i Farsø har fået flere muligheder for at dyrke svømning med de 25 hold vi har i Farsø. Så stor tak til medlemmerne i Farsø for den positive modtagelse vi har fået. Vi fornemmer, at borgerne i Farsø og omegn er ved at være bekendt med de ekstra muligheder, der nu er kommet i Farsø Svømmehal, så vi håber på endnu flere medlemmer i Farsø i næste sæson.
 

Med haltider i to svømmehaller, 85 hold og 44 trænere, var det et af de store puslespil vi gik i gang med i foråret, men det lykkes at få brikkerne på plads. I den forbindelse vil jeg gerne takke vores medlemsadministrator Carina Kjær og trænerne i Farsø – for uden jeres hjælp var der ingen svømmeundervisning i Farsø.  

Flere nye hold i Farsø og Aars
Også i 2017 var vi foregangsklub for andre svømmeklubber, da vi startede FloatFit op i Farsø – sandsynligvis som den første svømmeklub i hele verden. Pascal fra London kom og underviste 8 af vores instruktører, så vi nu er certificeret til at undervise på de såkaldte AquaBase. Udover vores tre FloatFit hold startede vi også op med to Aqua Spinning hold samt to Aqua Circle hold, hvor deltagerne bl.a. benytter Aqua Trampoliner og Kettle Bells. Vi lavede en aftale med Farsø Tri og Trim om crawl undervisning for deres triatleter, på samme tid som vi har FloatFit. Derved bliver det lidt Open Water stemning med bølger, når deltagerne på FloatFit giver den gas på deres AquaBase.
 

Vi har også startet nye hold op for teenagere, bl.a. Super Teen i Aars og Farsø – et hold med struktureret leg og konkurrencer. Desuden har vi oprettet Teen Svømning, hvor de unge svømmere får svømmeundervisning uden fokus på stævner og konkurrence. K-start er også et nyt hold, hvor de dygtigste børneholdssvømmere, får en ekstra ugentlig træning samtidig med de yngste konkurrencesvømmere. Derved får de en mere glidende overgang til konkurrenceafdelingen.  

Stor medlemsfremgang
2017 bød igen på stor medlemsfremgang i Aars Svømmeklub. Med en fremgang på hele 150 medlemmer havde Aars Svømmeklub over 1.200 medlemmer i løbet af 2017. Selv med det store antal medlemmer hører vi jævnligt om børn, unge og voksne der gerne vil svømme, men ikke har mulighed, da de ønskede hold er fuldt booket eller ligger på et tidspunkt, hvor de er forhindret.  
 

Svømmecenter på vej
Derfor er det med stor glæde, at vi nu kan se frem til et nyt svømmecenter i Aars. Et svømmecenter der giver Aars Svømmeklub den plads der er behov for, så vi kan give kommunens børn, unge og voksne den svømmeundervisning, der er så vigtig i et land, der er omgivet af vand. Konkurrencesvømmerne får mulighed for flere træningspas i lighed med konkurrencesvømmere i andre klubber, ligesom de får træning på langbane. Vi kan blive en af Danmarks bedste udspringsklubber, når vi får et udspringsbassin, så vores udspringere får bedre forhold, ligesom bassinet selvfølgelig også kan benyttes til andet end udspring. Forhåbentlig giver svømmecentret også kommunens borgere et bedre helbred, da vi kan tilbyde flere motionshold med skånsom træning samt saunagus, der er godt for krop og sjæl. Vi skal heller ikke glemme de handicappede og andre med skavanker, der langt om længe får mulighed for at boltre sig i et varmtvandsbassin under gode forhold. Skoler og andre institutioner får også nye muligheder ligesom offentlig åben bliver væsentlig forbedret. Alt sammen til fordel for kommunens borgere, turister og andre der slår et smut for Danmarks fedeste svømmecenter.
 

Efter generalforsamlingen blev Årets fightere og Årets træner kåret, hvorefter aftenen sluttede med indlæg af ledende træner og talentudvikler Erik Pallesen fra Aalborg Svømmeklub.

 

e-max.it: your social media marketing partner