HVALPSUND: I dag  blev den nye golfsæson indledt i Hvalpsund Golf Club med Din Tøjmand åbningsmatch.

Det er efterhånden blevet en tradition, at det er Finn Bisgaard og Din Tøjmand, som er sponsor for årets første klubmatch. 

Matchen med 77 deltagere blev gennemført på en smuk forårsdag, hvor fjorden og Louns Sø viste sig fra sin allerflotteste side. Der var også masser af flot golfspil blandt de golfivrige spilleres, som var kommet ud fra deres vinterhi. 

Resultaterne af årets første match blev således: A-rækken blev vundet af Kurt Nielsen (37 point) foran Preben Havemose (36 point) der blev en flot nummer to. Erling Pedersen (37 point) vandt B-rækken i skarp konkurrence med Erling Nielsen (36 point) der tog sig af andenpladsen. I C-rækken løb Dennis Rask Bøgh med sejren (38 point) og henviste Herdis Møller (35 point) til andenpladsen. 

I kampen om præmierne ved nærmest flaget konkurrencen, var Else Madsen tættest på ved hul 3, mens Erling Nielsen og Per Bisgaard kom nærmest ved henholdsvis hul 7 og hul 15. 

Længste drive under matchen blev slået af Nina Hansen hos damerne og hos herrerne var det Kim Andersen, der slog længst. 

Efter matchen var der forårshygge i klubhuset, hvor Finn Bisgaard fra Din Tøjmand kunne overrække præmier til de dygtige vindere. Derudover havde Finn Bisgaard taget en række ekstra tøjgaver med, der blev fordelt ved lodtrækning.


e-max.it: your social media marketing partner