Railway Run – nyt ekstremløb på Himmerlandsstien

VESTHIMMERLAND: Lørdag d. 3. juni 2017 lyder startskuddet til 1. udgaven af ekstremløbet ”Railway Run”, hvor der skal løbes fra Viborg til Løgstør ad den tidligere jernbanestrækning, der i dag udgør Himmerlandsstien.

Det er Bjørn Jakobsen fra Uhrehøje Outdoor Træning og Events samt VisitVesthimmerland, der er initiativtagere til dette nye store ekstremløb.

Løbet henvender sig både til ekstremløberen, der ønsker at løbe hele strækningen på de 80 km – eller 50 miles, som strækningen markedsføres på, eller til de maratonløberne og  løbeglade der ønsker at dele strækningen op i to eller fire strækninger, således man enten løber ca. 20 km eller ca. 40 km.

Idéen til løbet opstod en dag, hvor Bjørn Jakobsen løb på Himmerlandsstien, hvor han mærkede det gode underlag og lagde mærke til den smukke natur, der er langs med den tidligere jernbanestrækning.

-Jeg tænkte, at det ville være oplagt at lave et ekstremløb og synliggøre det bindeled, som Himmerlandsstien var mellem Viborg til Løgstør. Jeg ved som løber, at Himmerlandsstien vil være et fedt sted at løbe, da det eneste man skal koncentrere sig om er – at løbe, siger Bjørn Jakobsen.

-Vi glæder os rigtig meget til dette ekstremløb, og vi håber, at byerne på ruten mellem startbyen Viborg og målbyen Løgstør vil være med til at gøre løbet til en fest for løberne og tilskuerne. Derudover håber vi, at Løgstør vil være en festlig målby for ekstremløberne, da der i forvejen afholdes den store flotte Pinseparade, siger turistchef Jimmi Petersen, VisitVesthimmerland.

-Løbet vil være en fabelagtig mulighed for ildsjæle fra byerne langs ruten at støtte op omkring et anderledes og sjovt arrangement, der kan tiltrække løbere fra hele landet og udlandet. Vi håber, byerne langs ruten vil vise det gode værtskab, som de er kendte for fra Made in Denmark, siger Jimmi Petersen.

Railway Run  på Himmerlandsstien fra Viborg til Løgstør er Vesthimmerlands nye udfordring til ekstremløbere. Bag løbet den 3. juni står Uhrehøje Outdoor Træning og Events v. Bjørn Jakobsen og VisitVesthimmerland. Her ses Himmerlandsstien ved Gatten.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: