60-årig skole fejret af Ullits og omegn

ULLITS: Ingen kunne være i tvivl om, at der i dag var inviteret til fødselsdag på Ullits Skole.

60 års fødselsdagen, der varede det meste af dagen, blev fejret med balloner, flag, glade børn og gæster, sang, underholdning, udstillinger og taler.

Eleverne havde forberedt sig i en uge
Elever og lærere havde været i gang med forberedelserne det meste af ugen med temaet 1960’erne. Her fik eleverne på mange måder et indblik i det årti hvor Ullits Centralskole blev til.

Der blev lavet plancher og udstillinger om 1960’ernes mode, film, musik, skolegang, Ullits i 1960’erne og meget andet.

Lærer Camilla Wammen er meget overrasket over hvor optaget eleverne blev af dette årti, som er meget forskellig fra i dag. Der blev kigget i gamle bøger, skrapbøger og på nettet, hvilket førte til de mange informative plancher rundt omkring på skolen. 


Skoleleder Bo Strand havde stor ros til Ullits og omegn for den gode skole. 

60 år
Skoleleder Bo Strand bød velkommen til skolens fødselsdag.

Man er helt benovet over alle dem der kommet i dag, lød det fra skolelederen. Velkommen til nuværende elever, tidligere elever, nuværende og tidligere personale samt venner af huset og politikere. Også borgmesteren er også kommet, det har alle børnene i hvert fald fundet ud af. Der er faktisk også to personer til stede, der var her for 60 år siden, hvor skolen blev indviet, nemlig Ejgild og Gudrun som var lærere her på skolen og som boede i de to lærerboliger ved siden af skolen. Så det må være lidt af en speciel dag i dag her 60 år efter. 

Skolelederen fortsatte: Kære Ullits skole, for det er dig der har fødselsdag. Det er 60 år siden du blev indviet og 60 år siden at bygningerne her blev fyldt med glade børnestemmer den 30. august 1961. Det var en stor og historisk dag. Den nye skolebygning stod færdig og kunne tages i brug. Området var dengang rigtig meget i udvikling. Toget kørte gennem byen og der var rigtig mange butikker og erhvervsdrivende. Skolen blev flittigt brugt og der blev senere bygget til ad flere omgange. Vi har de seneste dage haft temadage, hvor 5.-6. klasse har været på byvanding med Søren Byrjalsen, hvor han flittigt delte ud af hans historiske viden om byen og området. Desuden har vi haft besøg af tre tidligere elever og en tidligere lærer. Det har været rigtig spændende at høre om, og vi har fået rigtig mange forskellige input. Derudfra har børnene lavet udstillinger om 60’erne som er sat op på skolen.


Elever og forældre nød fejringen af Ullits Skoles 60 års fødselsdag.      

En god skole med stor opbakning
Vi står i dag med en god skole, et godt personale og nogle gode forældre som bakker os op. Det er fantastisk. Personalet har været her længe, det tager jeg tager som et godt tegn. Jeg har været her i fire år og er faktisk kun den femte skoleleder her på skolen. Som leder ser jeg nemlig fordele i at være på en mindre skole. Vi har også vores LBO, hvilket vil sige, at børn er her fra de er et halvt år til 6. klasse. Det er et rigtigt godt tilbud til områdets børnefamilier. På vores skole føler vi at der er højt til loftet, der rummeligt og et sted hvor børnene trives. Vi er i dag ikke kun en skole for Ullits By men også for Hvalpsund og hele oplandet omkring os. Jeg føler vi har en rigtig god opbakning. Fremtiden er svær at spå om, Men med god opbakning fra forældre og opland og ikke mindst fra politisk side, så håber jeg – og tror jeg, at der også bliver mulighed for at fejre en 75 års fødselsdag om 15 år. Personligt så tror jeg, at corona’en har skubbet til tendensen om at man flytter fra byen og ud hvor der er mere luft. Det håber jeg vil medvirke til at der er flere der ser mulighederne i de mindre samfund udenfor byerne.

Gode til sang og musik
Fra borgmester Per Bach Laursen lød der et hjertelig tillykke med fødselsdagen. Hold op hvor er I gode til at synge, med henvisning til den skolefødselsdagssang som børnene fra 1. og 2. klasse netop havde sunget sammen med musiklærer Mikkel Skotte Sølvkjær. Det er noget af det de mindre skoler er gode til, nemlig at I bliver gode til sang og musik.

Vær glad for at I går på en lille skole
I skal være glade for at gå på en skole, hvor der ikke er så mange børn, for det gjorde jeg også selv dengang hvor jeg gik på Overlade skole. Der var heller ikke så mange børn, men der var plads til at være barn. Det handler om, at børnene har det godt, forældrene er en del af hverdagen og lærerne de bliver i jobbet. Så kan det jo ikke blive bedre. Også vi politikere har været optaget af at der skal være en mangfoldighed at skoletilbud her i Vesthimmerland. Vi har været igennem to skolestrukturdebatter mens jeg har været i kommunalpolitik, og hver gang har Ullits skole formået at forblive en folkeskole. Og det har den årsag, at der er et behov og en energi – og så skal der selvfølgelig også helst være børn – ikke også forældre?. I skal sørge for at der også fremover kommer nye børn til. På den måde tror jeg også, at vi kan stå her om 15 år til et 75 års jubilæum.

Også sognepræst Troels Laursen har et særligt forhold til Ullits skole. Jeg er stolt af at være med til sådan en fødselsdag. Halvdelen af mit liv er jeg kommet her på Ullits skole. Det har jeg gjort ved forskellige lejligheder og det har jeg virkelig nydt. Han fortalte om Respekt, Omsorg, Tolerence og Mod som er Ullits skoles værdigrundlag.

Også en god skole for 60 år siden
Efter talerne var der kage, som 5. – 6. klasserne havde stået for. Og her blev der også lejlighed for de tidligere elever at tale om gamle dage. Holger Jessen fra Gl. Ullits startede i 4. klasse i 1961, da Ullits skole blev indviet. Han husker den som en god skole. Han husker også en skoleuge på 34 timer og skolegang om lørdagen.    

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: