ALSTRUP: For et par måneder siden blev et helt nyt koncept for børn, nemlig en Krible Krable skov, indviet i Alstrup.

Skoven henvender sig især til børnefamiler med små børn, som kan gå på opdagelse i skovens dybe stille ro og kigge på planter og de mindre krible krable dyr. 

Krible krable hentyder således både til dyrene, men også til at børnene må boltre sig. 


Krible Krable skoven er børnenes domæne, hvor det er tilladt at bevæge sig rundt overalt for at tumle og udforske planter og dyr.

Skoven er privatejet og ejet af Mette Fogde og Jørgen Ørnskov, men de stiller den til rådighed for børnene, deres familier og eventuelt dagplejere. 

- Når vi tænker tilbage på vores egne børns opvækst, er noget af det der står allermest tydeligt, de mange naturekspeditioner vi havde med børnene fra de var ganske små. Vi har travet, leget, overnattet i og oplevet naturen, og i dag hører disse naturoplevelser til familiens stjernestunder. Det vil vi gerne dele. Så hvis vi ved at åbne dette skovstykke for børn og voksne, kan give dem mulighed for at få lignende oplevelser, gør vi meget gerne det, siger Jørgen Ørnskov.

Siden skoven åbnede for offentligheden, har der været rigtig mange besøgende. 

-Nu kan vi se, at der er kommet rigtige trampestier gennem skoven, fortæller Jørgen Ørnskov. 

Ud over skovarealet så har parret også egen bi-gård.   

-I forbindelse med indvielsen af Krible Krable Skoven i maj måned blev der bagt pandekager inde i skoven. Det var så hyggeligt og en stor succes, at vi gør det igen. Så i stedet for marmelade putter vi denne gang vores ny-slyngede honning ovenpå, fortæller Jørgen Ørnskov, og vi tilbyder naturligvis børnefamilierne at smage, forudsat at de hjælper til med at bage pandekagerne over bål. 

Vi håber på en rigtig hyggelig formiddag i skoven på fredag, og har naturligvis også taget et par glas honning med til salg, hvis nogle familier skulle ønske at fortsætte pandekagebagningen derhjemme, slutter Jørgen Ørnskov.      

SE ANNONCEN FOR ARRANGEMENTET HER 

 
Pandekagerne tilberedes naturligvis over bål

e-max.it: your social media marketing partner