Ny affaldsindsamling giver spørgsmål

VESTHIMMERLAND: Ifølge den nye affaldsbekendtgørelse skal kommunerne i Danmark fremadrettet indsamle 10 fraktioner husstandsnært ved alle husstande, herunder også sommerhuse.

De 10 fraktioner det drejer sig om er papir, pap, glas, metal, plastik (blød og hård), tekstil, mad- og drikkevareemballage, madaffald, farligt affald og restaffald.

Vesthimmerlands Kommune er i samarbejde med Vesthimmerlands Forsyning i gang med at planlægge den nye husstandsnære indsamlingsordning for husstande og sommerhuse.

Dog findes der rigtig mange kombinationsmuligheder, hvorpå de 10 fraktioner kan indsamles. Hertil kommer begrænsninger med indsamlingsmateriel, antallet af biler og containere, afsætningsmuligheder osv.

Teknik- og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune har således skullet tage stilling til to væsentlige spørgsmål, således at Vesthimmerlands Forsyning, der står for affaldsindsamlingen kan arbejde videre med planlægningen af den nye husstandsnær indsamlingsordning.

Flere containere?
En indsamling af flere fraktioner kan betyde flere containere pr. husstand. Der står i dag tre containere ved hver husstand. Da sorteringen af 10 fraktioner skal ske husstandsnært, vil sortering i flere fraktioner end i dag betyde enten en ændring af og hyppigere tømninger af de nuværende containere eller opstilling af en ekstra container. En ekstra container vil fylde mere på standpladsen ved hver husstand, men vil gøre det muligt at udsortere i mere rene fraktioner. Dette betyder renere fraktioner, mindre efterfølgende sortering, lettere afsætning, større reel genanvendelse (bedre miljø) og potentielt mulighed for højere afsætningsøkonomi.

En ekstra container koster ca. 60 kr./husstand om året. Hertil kommer omkostninger til indsamling og håndtering af affaldet. Dette beløb er ikke opgjort endnu.

Med baggrund heri ønsker Teknik og Miljøudvalget, at der arbejdes videre med løsninger med både 3 og 4 containere.

Indsamling i sommerhusområder
I alle sommerhusområder i Vesthimmerlands Kommune (bortset fra Lendrup, Gatten, Rønbjerg og Øje Sø) indsamles dagrenovation i dag i sække.

Indsamlingen ved sommerhuse må ikke længere ske i affaldssække, men skal ske i faste beholdere på matriklen. Hvis lokale forhold ikke tillader det, kan den husstandsnære indsamling ske i indsamlingsmateriel placeret således, at opsamlingen så vidt muligt er tilgængelige i rimelig gåafstand fra sommerhuset.

Lovgivningen definerer ikke nærmere, hvad rimelig gåafstand fra sommerhuset er. Der skal derfor enten indsamles både dagrenovation og emballageaffald i affaldsøer i alle sommerhusområder, eller indsamles affald i 3-4 affaldsbeholdere ved det enkelte sommerhus. Lokale forhold (små grusveje, kuperet terræn, støv, støj, arbejdsmiljø forhold osv.) i sommerhusområder kan dog besværliggøre indsamling med komprimatorbil ved hvert sommerhus..

Men det er heller ikke uproblematisk at placere affaldsøer i sommerhusområderne (pladsforhold, lokalplanrestriktioner, naturrestriktioner, naboklager osv.), ligesom indsamling i affaldsøer kan give udfordringer for handicappede og gangbesværede bruger af sommerhusene.

Det vil også være mere besværligt for brugerne af sommerhusene at skulle sortere og bringe deres affald hen til en affaldsø, så det må forventes at give en lidt dårligere sortering og dermed mere restaffald og mindre emballageaffald til genanvendelse.

Indsamlingsordning via affaldsøer vil dog være billigere for sommerhusejeren end indsamling via affaldsbeholdere på ejendommen.

Teknik- og Miljøudvalget ønsker, at at der arbejdes videre med en indsamling af dagrenovation og emballageaffald i affaldsøer i alle sommerhusområder under hensyntagen til rimelig gåafstand fra sommerhuset.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: