Museumsbesøg er igen muligt fra i næste uge

FARSØ: I forbindelse med den næste genåbningsrunde, så må bl.a. museer genåbne i næste uge.

Der må åbnes fra på næste onsdag, men Johs. V. Jensen Museet har dog besluttet at vente til lørdag i næste uge. Det sker med sæsonåbning på museet med sæsonudstillingen ”Fra den nye verden”. Særudstillingen omhandler den danske udvandring, Johannes V. Jensen og Amerika. Udstillingen viser fotos fra danske udvandrere og tekster af Johs V. Jensen og er et samarbejde mellem museet og Det Danske Udvandrerarkiv.

-For at få adgang til museet skal der forevises coronapas, fortæller museumsleder Peter Hørup.

Normalvis gør museet meget ud af sæsonåbning og nye udstillinger, der markeres med taler, musik, vin og kanapeer.

-Det håber vi bliver muligt igen senere på året. Det samme gælder foredrag i museet. Lige nu må vi højest være 40 personer i museet ad gangen, men det forventer vi ser anderledes ud allerede i næste måned, siger Peter Hørup.

Men vi ser gerne besøgende allerede nu til udstillingen ”Fra den nye verden”. Den forefindes i museets nyrenoverede garage og magasin. Garagen er en del af det nye udeareal bag museet, der forventes at være helt færdigt ved udgangen af maj.

Den 8. maj åbner endnu en særudstilling, nemlig Johannes V. Jensen & De Fynske Malere. I den forbindelse er der lånt værker fra Johannes V. Jensens familie samt Johannes Larsen Museet. Herudover forefindes de faste udstillinger om Johs. V. Jensen, Thit Jensen og Himmerlandshistorierne.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: