FARSØ: Mandag formiddag kom det vigtigste på Møllehuset i Farsø Søanlæg - nemlig møllehjulet, tilbage på plads – i nyrenoveret og toptunet udgave.

Sidste efterår blev hjulet standset, da træværket omkring centrum af hjulet blev konstateret råddent.

Flagkorpset har gjort det igen
Farsø’s flagkorps har i mange år værnet om møllehuset og møllehjulet og har med frivillig arbejdskraft både repareret og malet huset op til flere gange. Endnu en gang trådte korpset til for at bevare vartegnet i Farsø Søanlæg.

Hjulet blev afmonteret og fragtet til den gamle materielgård på Søndergården. Her har Ove Pedersen, Bjarne Sørensen og Arne Ejsing-Duun brugt i omegnen af 200 timer på at skille det gamle hjul ad, montere nyt nav, nye lejer og lave nye skovlblade.

De to sidstnævnte har en tømrerfaglig bagrund, og derfor er reparationen udført til punkt og prikke med håndværksfaglig akkuratesse.

Og de tre indrømmer, at det har været en større omgang, men nu er der også garanti for at hjulet holder i mange år frem.

Bjarne Sørensen fortæller, at der i værkstedet på materielgården afslutningsvis blev lavet en afbalanceringstest for at sikre at hjulet kørte lige rundt i navet.

-Og så synes Vesthimmerlands Kommune også at hjulet skulle males sort, så det gjorde vi også, fortæller Ove Jensen.

Ud over møllehjulet så er gavlpladerne i Møllehuset bag møllehjulet også udskiftet og malet.

-Det gjorde vi som det første umiddelbart efter at vi havde taget møllehjulet ned, fortæller Ove Jensen.

Møllehuset er Vesthimmerlands Kommunens ejendom og derfor er materialerne også betalt af Kommunen, mens Flagkorpsets har brugt de mange timer på frivillig basis.

Møllehjul og springvand
Ud over møllehjulet blev springvandet ved Møllehuset også sat i gang i mandags sammen med møllehjulet.


Også springvandet ved Møllehuset er kommet på plads  

Dette arbejde stod Flagkorpset også for, så der skulle iføres waders ad flere gange for at få det hele på plads.

Så en kæmpestor tak og cadeau til Flagkorpsets for deres store arbejde for Farsø. 

Flagkorpset, der først og fremmest står for byens flagalle, der næste gang kommer op på fredag i anledning af Dronningens fødselsdag, består af Kjeld Nøhr, Ove Jensen, Arne Ejsing-Duun, Niels Sørensen og John Liltorp. Bjarne Sørensen er ikke i Flagkorpset, men har assisteret med sin håndværksfaglige kunnen i forbindelse med møllehjulet.

e-max.it: your social media marketing partner