Nye lejrchefer byder indenfor

STISTRUP: Foråret er kommet til Farsø Fjord Camping, og sidste lørdag åbnede pladsen for opstilling af vogne til forårssæsonen, og mange glade campister lagde vejen forbi.

Blandt fastliggerne er det lidt af et højdepunkt, når man tjekker ind igen og hilser på alle de kendte ansigter. Men også mange turister lægger vejen forbi til påske og i foråret.

– Der er allerede mange reservationer både til campingvogne og i hytterne, fortæller de nye lejrchefer Jane og Carsten Jelle.

De to har her i 2021 taget over efter den tidligere lejrchef, Kim Basland, der har valgt at søge nye udfordringer.

Carsten Jelle har en baggrund som håndværker, mens Jane Jelle er uddannet advokatsekretær, og begge glæder de sig til sæsonen – og til at byde campisterne velkommen på pladsen.

Det er dog stadig Tove og John Basland, der står som ejere af campingpladsen, hvor der er sket rigtig meget i løbet af vinteren.

Der er sket meget på pladsen


Den solopvarmede pool har fået et løft. Der er lagt ny dug i poolen, solcellerne er repareret og den 30 m lange vandrutsjebane er poleret så man rigtig kan få fart på.

Den hyggelige gårdhave, hvor campisterne mødes, har ligeledes fået et løft. Der er blevet drænet og der er lagt fliser i hele gårdhaven så det hele ser rigtig pænt ud.

Pladsen har sit eget aktivitetsudvalg, som laver aktiviteter for børn og voksne, og hvor overskuddet går til ting på pladsen. Selv om det meste af 2020 var begrænset af forsamlingsforbud er det dog lykkedes at samle penge sammen til et nyt smart legehus, hvor der er ”klatrevæg” på taget. Det bliver dejligt at se de helt unge campister boltre sig her.

Farsø Fjord Camping er kendt for sine gode velfærdsbygninger. Her kan bl.a. nævnes at der i 2020 blev sat nye komfurer ind i køkkenerne. Toiletter og bad er ligeledes af høj standard, med separate rum både til toiletter og baderum. Rengøringsstandarden er meget høj, og det er noget campingpladsen virkelig får ros for.

Butikken er blevet til en Nærkøb butik. Det betyder at campisterne kan glæde sig over et bredere varesortiment til gode priser. 


Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: