FARSØ: Efter 1,5 års som indehaver af Tøjeksperten i Farsø, kaster Danny Wulf Petersen håndklædet i ringen. Butikken lukker 1. juli.

Corona har spændt ben
Og corona’en kommer man ikke udenom, når man taler med Danny Wulf, for den har spændt ben for det gode og forventede salg som ny butiksejer.  

-Jeg havde gerne ventet med at blive butiksejer, hvis jeg havde vidst at Corona lurede i kulissen, siger Danny Wulf, for corona-nedlukningerne har i den grad ikke holdt hånden over nystartede. Det har været op ad bakke.        

En god start
Han kom ellers godt fra start i november 2019 efter at have overtaget butikken efter Jens og Lone Røschmann. Black Friday og julehandlen var en god måde at komme i gang på.   

Han fik også rokeret rundt i butikken, så konfektion fik en bedre placering og bedre præsentation til de længere ekspeditioner.  Habitter og dametøj byttede således plads i butikken.  I løbet af sommeren introducerede han også en nyhed, nemlig en byttecentral for brugt golfudstyr. Sammen med det fik butikken også et sortiment af golftøj. Danny Wulf dyrker i øvrigt selv golf i sin sparsomme fritid. Han fik således sat sit præg på butikken. 

Forårets fester aflyst
Ligesom for andre butiksindehavere var den 11. marts, hvor Danmark lukkede ned, starten på månedsvis af fristrationer i detailhandlen.

På det tidspunkt stod Danny Wulf klar med forårskollektionen og tøjet til forårets fester. Det blev der lagt en dæmper på, for fester blev udsat eller aflyst. Der blev langt imellem salg af habitter og konfektion. Det er desværre stadig tilfældet her et år efter, hvor festligheder foreløbigt er udsat til efteråret – hvis det går så vel.   

God opbakning fra de lokale kunder
Heldigvis har kunderne været gode til at bakke op om butikken med hensyn skjorter, bukser og sweatere til hverdags brug. Samtidig har dameafdelingen også fået et løft, hvilket har givet flere kunder.

-Jeg er meget taknemlig for, at kunderne tog budskabet fra butikkerne i Farsø til sig, om at handle lokalt.  Det er grunden til, at vi alle kom gennem 2020 med skindet på næsen, siger Danny Wulf.

Desværre bliver han nu den første butik i Farsø, der må kaste håndklædet i ringen.

-Det er ikke mig selv der gør det, det er mit pengeinstitut. Som nystartet har jeg ikke penge på kistebunden jeg kan tage af. Jeg mangler 650.000 kr. i omsætning. Under normale omstændigheder uden corona, havde jeg helt sikkert klaret det.

Gjort hvad han kunne
Danny Wulf har ellers gjort hvad han kunne. Selv når butikken har været tvunget lukket, har han tilbudt click & collect og forsøgt at nå ud via facebook. Han har også tilbudt, at man har kunnet handle udenfor åbningstid, hvis man har ønsket det. Man skulle bare ringe.

Men mange salg er gået ham forbi. Jeg er desværre bange for, at en for stor del af Black Friday og Julehandlen blev handlet på nettet. Og så blev vi herefter lukket ned i yderligere 2,5 måned.

Beslutningen blev taget i starten af februar
Danny Wulf måtte læse skriften på væggen i starten af februar mens butikken var lukket. Diverse hjælpepakker kunne ikke hjælpe ham i mål.

-Jeg har valgt først at melde ud nu hvor butikken igen må holde åbent, således at kunderne har kunnet komme og bytte eventuelle julegaver.

Han måtte afskedige en medarbejder den 1. februar. Nu holder Danny og ekspedienten for dameafdelingen skansen til butikken lukker den 1. juli.

-Jeg starter ophørsudsalg nu. Det er for at få så mange vintervarer og konfektionsvarer solgt. Men jeg får naturligvis nogle forårs- og sommervarer hjem. De er allerede på vej.

Men midt i alt det negative er det virkeligt dejligt at kunne betjene kunderne i butikken igen. Det har været savnet, selvom det desværre kun bliver kort.

Hvilke planer Danny Wulf har efter Tøjeksperten i Farsø ved han ikke endnu.

Farsø kommer til at mangle herrebutik
Om der kommer en ny herretøjsbutik i Farsø, vides af gode grunde heller ikke. Men en ting er helt sikkert, lokalerne står klar. De er stadig ejet af Jens Røschmann og han vil hellere end gerne byde en ny herretøjsbutik - eller for den sags skyld en anden butik, velkommen i Farsøs mest centralt beliggende butikslokaler med egne p-pladser lige udenfor.

e-max.it: your social media marketing partner