FARSØ: Jesper Christensen, indehaver af Klejtrup VVS har valgt at overdrage sin virksomhed til Øgaard A/S.

Jesper Christensen har igennem de seneste 9 år opbygget Klejtrup VVS til en veldrevet og succesfuld virksomhed med fokus på gode værdier, og deraf trofaste samarbejdspartnere. Klejtrup VVS beskæftiger i dag, udover Jesper, 2 erfarne og kompetente VVS montører.

Klejtrup VVS er oprindeligt startet af Carit Dahl Sørensen i 1977, og efter at Jesper Christensen havde stået i lære hos Carit, fik han mod på at overtage virksomheden.

Nu er tiden så kommet til at udvikle virksomheden igen, og Klejtrup VVS er fra den 1. marts blevet en del af Øgaard A/S.

Direktør i Øgaard A/S, Mads Øgaard, ser meget frem til samarbejdet. Det er vigtigt for os at overtage en virksomhed med de værdier, som vi selv efterstræber. Arbejdsområderne indenfor VVS, og især fokus på nybyggeri, passer rigtig godt ind i udviklingsplanerne for Øgaard.

Selvom hovedkontoret for Øgaard A/S ligger i Farsø, så er opgaverne fordelt i hele Jylland. Øgaard dækker alle tekniske installationer, og arbejder målrettet med at kunne tilbyde ”Én samlet løsning” til kunderne. Det gælder uanset om det er service til private kunder, nybyggeri og renoveringer eller større entrepriser.

Udover hovedkontoret i Farsø, så har Øgaard afdeling i Aars og Nørager, og udvider nu også til Klejtrup. Den geografiske placering er ifølge Mads Øgaard optimal, da der er meget kort afstand til Hobro og Viborg.

Afdelingernes placering fordelt i Vesthimmerland, Rebild og Viborg kommune giver stor fleksibilitet i forhold til arbejdsopgaver.

e-max.it: your social media marketing partner