GATTEN: Mark Bering fratrådte mandag morgen med øjeblikkelig virkning som administrerende direktør for golfresortet HimmerLand i Gatten.

I en pressemeddelelse begrunder bestyrelsesformand Jacob Brunsborg Mark Berings aftrædelse med en ”uoverensstemmelse i forhold til de værdier, som Lars Larsen Group bygger på”, men ønsker derudover ikke at kommentere på beslutningen.

CEO i Lars Larsen Group, Jesper Lund, overtager midlertidigt rollen som administrerende direktør for HimmerLand.

Jacob Brunsborg, slår dog fast, at det ikke ændrer på de ambitiøse planer eller de igangværende projekter med renovering og udvidelse af faciliteterne i HimmerLand.

Renoveringer som blev promoveret i sidste uge

LÆS OGSÅ: HimmerLand totalrenoverer restaurant og giver den nyt navn

-Jeg er ærgerlig over, at vi er tvunget til at skifte ud på direktørposten i HimmerLand med så kort varsel. Men det ændrer ikke ved de store projekter, som vi er ved at gennemføre, og som skal gøre HimmerLand endnu mere attraktivt for såvel medarbejdere som husejere og gæster, siger Jacob Brunsborg.

-Det vigtigste for mig er at se fremad. Jeg er glad for, at Jesper Lund har tilbudt midlertidigt at træde til som administrerende direktør, og jeg er ikke i tvivl om, at han vil yde en god indsats, indtil vi finder en permanent løsning, udtaler Jacob Brunsborg.

e-max.it: your social media marketing partner