GATTEN: Galleri Himmerlands efterårsudstilling indledes på søndag, hvor galleriet bl.a. vil præsentere efterårets temaudstilling under temaet ”hyggestunder”. 

Det er et tema, som netop i disse tider må siges at være aktuelt, da situationen omkring corona-virus, har tvunget mange mennesker til at finde sammen i mindre grupper og hver især skabe deres ”hyggestunder”. 

Hos Galleri Himmerland vil 12 af deres kunstnere give deres bud på en ”hyggestund”, det være sig malerier, bronzekunst, keramik, eller trækunst. Det er unikke kunstværker, som er udført specielt til denne udstilling. 

Ud over temaudstillingen, kan Galleri Himmerland præsentere en ny kunstner. Det drejer sig om bronzekunstneren Tom Blicher Han er uddannet guldsmed i København i 1990. Netop den tekniske og håndværksmæssige kunnen er med til at skabe det smukke og unikke udtryk i hans kunst. Den menneskelige skikkelse er inspirationen for næsten alle hans værker. Tom Blicher fokuserer i sin formgivning på de abstrakte linjer og reducerer den menneskelige skikkelse til elegante kurver i konstant bevægelse. Han giver liv til metallet gennem brug af oxideringsteknikker og patinering i bronzens overflade, hvilket giver en interessant kontrast mellem det blanke metal og den grove patina. Det er Tom Blichers måde at afspejle den menneskelige naturs mange facetter, - at vi er mennesker på godt og ondt. 

Galleriet kan således præsentere en særdeles alsidig udstilling, hvor der udover smukke og spændende malerier, kan opleves raku, håndmalet keramik, håndmalet stentøj, trækunst og bronzekunst, alt sammen udført af galleriets 23 dygtige og dedikerede kunstnere. 

For at skabe en ekstra ”hyggestund”, har Galleri Himmerland valgt såvel en åbningstale, som en musikalsk underholder. Åbningstalen er lagt i trygge hænder på den unge folketingspolitiker Marie Bjerre, medens den musikalske underholdning vil blive fremført af sanger og musiker Tina Vingaard fra Aalborg. 

Hos Galleri Himmerland er man opmærksom på den nuværende Covid-19 situation, hvorfor der i galleriet er gode muligheder for håndhygiejne samt holde afstand til øvrige gæster.

e-max.it: your social media marketing partner