Hessel og Stenaldercentret har haft en anderledes sommer

HVALPSUND/ERTEBØLLE: Med skoleferiens afslutning er højsæsonen på Herregården Hessel og Stenaldercenter Ertebølle netop afsluttet.

-Det er gået godt, fortæller Broder Berg, museumsdirektør for Vesthimmerlands Museum, der også omfatter Stenaldercentret i Ertebølle. Jeg siger godt, for i begyndelsen af juni vidste vi jo intet, om vi kunne holde åbent, og der var usikkerhed lige indtil det sidste.  Vi åbnede den 12. juni, og havde gjort alle de forberedelser vi kunne.  Vi kunne i starten godt fornemme at gæsterne var lidt tilbageholdende og forsigtige – grundet Corona-restriktioner, men vi har gennemført vore aktiviteter ude på pladsen.

Næsten alle aktiviteter afholdt på ny måde
Og netop det store oplevelsesområde udenfor Stenaldercentret, som blev indviet med besøgsrekord sidste år, har I år vist sit værd, og at man har kunnet afholde næsten alle de aktiviteter man har planlagt – med afstand og håndsprit naturligvis.

Vi har set mange nye gæster og grupper, som ikke har været her før, og har fået rigtig gode tilbagemeldinger på vores formidlingsform om at blive involveret i stenalderens teknikker og håndværk – ved at prøve det selv

Som noget nyt udleverede vi et infohæfte til vore gæster. Det giver en anden forståelse for tidsalderen og for det vi formidler på Stenaldercentret – og så kan man jo tage det med hjem, fortæller Broder Berg.   

Halv-pris billetter har ikke haft betydning
Mange museer har i år været glade for sommerpakken fra staten omkring billet til halv-pris.

-Det har ikke haft den store betydning for os. Vi har i forvejen billige billetter til voksne og børn kommer gratis ind, forklarer Broder Berg.

Det samme lyder der fra museumsleder på Herregården Hessel, Bodil Jakobsen. 

-Jeg har ikke fornemmet, at gæsterne er gået efter den halve pris. Hos os er børn gratis op til 13 år. Nej, de er gået efter det spændende nye vi har kunnet tilbyde, nemlig de historiske værksteder.

Stor succes med historiske værksteder
Her har man i grupper kunnet fordybe sig i gamle håndværk og teknikker, særligt dem som har interesse for børn.

-Derfor har vi haft besøg af mange børnefamilier i år – hvoraf mange også har haft deres bedsteforældre med. Her har man i en time eller to kunnet fordybe sig i et håndværk. Vi har også haft workshops på 5 timer, hvor man har kunnet leve sig ind i en dag på landet, lige fra at hente vand, fodre høns, vaske tøj og til at lave et måltid på det gamle brændekomfur, fortæller Bodil Jakobsen.

Selvom grupperne ikke tæller så hurtigt op ad i billetlugen, så har de meget mere værdi og indhold for de besøgende. Børn interesserer sig ikke for en guidet rundvisning, så på denne måde med de historiske værksteder er vi kommet mere i børnehøjde.  

Hessel har normalt sæsonåbning i forbindelse med Valborgaften, som ligger i slutningen af april. Sådan blev det ikke år og det samme gælder de store arrangementer, som Hessel er kendt for. Enten er de blevet aflyst eller lavet i en anden form.

-Det er vi selvfølgelig kede af, men vi regner med at vi hen ad vejen kan få dem tilbage. Lige nu er vi meget spændte på hvordan vi afvikle efterårets dag i slutningen af september.

Samarbejde om tidsrejsen
De to Museer har også været med i samarbejdet Tidsrejsen. Projektet blev først markedsført fra uge 28, så har i år haft en begrænset søgning. Med de der har været med har været begejstrede. 

Men ideen er god – også med tidsrejsehæftet, fortæller Broder Berg, som har været projektkoordinator på projektet. Vi ser frem til at fortsætte og udvide projektet næste år.  Nu har vi påbegyndt en dialog museerne og campingpladserne imellem, og jeg ser det kan blive et formidabelt samarbejde om et nyt og unik turistprodukt.        

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: