HVALPSUND: ”Havnekontor” står på den 6m2 sorte træhytte på Hvalpsund Lystbådehavn. Her holder havnefoged Hans Tangaa til 2 gange dagligt i sejlersæsonen fra slutningen af april til midten af oktober

247 bådspladser
Selvom Hvalpsund Lystbådehavn har eksisteret siden 1973, så var det først for tre år siden, at Hvalpsund fik sin egen Havnefoged.

Hanne Christoffersen fra Vesthimmerlands Kommune fortæller: Med 247 bådspladser, fordelt på såvel lystbådehavnen og fiskerihavnen i Hvalpsund, så har man som sejler en forventning om, at der er en havneopkræver på stedet og der ydes en vis service.

Før den tid havde vi kun en billetautomat og en person på tilkald, fortæller Hanne Christoffersen videre, der glæder sig over at der nu er helt styr på billetopkrævningen og sejlerne har en person de kan gå til på havnen.                 

Det var egentlig ved at tilfælde, at Hans Tangaa for tre år siden blev tippet om havnefogedjobbet.

-En fra byen kom til mig for at spørge om det ikke var noget for mig. Jo, det var det da for mig som pensionist. Og det passer mig fint med jobbet her på havnen og i infohytten om sommeren. Selv tager jeg først på ferie om vinteren, fortæller Hans Tangaa.   

Kender sejlerlivet
Han har været tæt på Limfjordens vand hele hans liv. Han er født og opvokset i Nykøbing på Mors. I 1969 flyttede han til Hvalpsund.  Han har selv sejlet en del, uden dog at have sin egen båd, men har til gengæld været tilknyttet Sejlklubben Nautilus.

Desuden har den nu 73-årige pensionerede vognmand, fragtet et utal af både gennem årene, heriblandt for Bach’s Bådsværft, som holdt til på Lystbådehavnen i Hvalpsund. 

-Så det er herigennem jeg har mit kendskab til både og på min mange udenlandsture med lastbilen fik jeg også gjort mig forstålig på tysk og engelsk. For sprog det skal man også kunne her på havnen, siger Hans Tangaa. 

   
Som havnefoged er der mange opgaver at tage sig.af      

Rigeligt at holde styr på
”Tjansen”  som havnefoged har han fra slutningen af april og frem til midt oktober. Her indfinder han sig i sit havnekontor på lystbådehavnen en time om morgen og igen halvanden time om eftermiddagen.

-Og der er rigelig at lave, fortæller Hans Tangaa.  Særligt denne sommer hvor der er ekstra mange gæstesejlere. I uge 28 tænkte jeg godt nok, hvor bliver de af, men der blev taget gavldigt revanche i uge 29. Torsdag var der 25 nyankomne sejlere til lystbådehavnen. Det var voldsomt, men der var plads!

Havnene i Hvalpsund er en del af Frihavnsordningen, det betyder at de sejlere der har fastlæggerplads har en række fordele i andre havne, ligesom andre havnes fastlæggere har det i Hvalpsund.

-Det betyder, at jeg skal holde styr på hvornår fastlæggerne i Hvalpsund er ude af havnen, på den måde kan disse bådspladser frigives til gæstesejlere, fortæller Hans Tangaa og uddyber. Frihavnsordningen betyder, at man må være gæst i Hvalpsund Lystbådehavn i 3 dage.

Bådene har mange størrelser.

-Vi kan dog ikke gå højere op end 48 fod, fortæller Hans Tangaa. Men så har man også ringet i forvejen og har reserveret.


Lige nu er der godt fyldt op i lystbådehavnen. I er mange familier på besøg

Mange nye sejlere
Det Hans Tangaa især har lagt mærke til denne sommer er at der er kommet mange nye sejlere – forstået på den måde ”nysejlere”  i alderen fra 30-50 år, som tager deres familier med ud at sejle. Desuden er der også flere sejlere fra Sjællands-området denne sommer. Det er typisk sejlere der sejler udenlands, men som har valgt at blive hjemme i de danske farvande i år grundet Corona.

-Der er meget der tyder på, at ”Limfjorden Rundt” i år er blevet en meget populær destination for sejlere, siger Hans Tangaa.

Og det er ikke kun vandsiden sejlerne ønsker at opleve.

-Mange har cykler med. På den måde kan de cykle rundt i lokalområdet – f.eks. til Hessel eller andre seværdigheder. Men det også muligt at tage bussen til f.eks. Farsø. Restaurantbesøg og proviantering foretages derimod i Hvalpsund. Det kan sejlerne godt lide, siger Hans Tangaa, der med sit andet job i infohytten i Hvalpsund har gode forudsætninger for at give sejlerne gode råd og tips til steder de skal besøge.


Havnefogeden har også opsyn med autocamperpladsen som befinder sig lige ved lystbådehavnen.              

Sejlere og autocampister
Ud over at servicere sejlerne, så servicerer han også autocampisterne, der har et grønt område ved lystbådehavnen hvor de kan parkerer. Her er det kun tilladt, at have en overnatning ellers henvises de til campingpladsen.

Hans Tangaa synes at sejlere og campister har særdeles gode forhold i Hvalpsund – og især lystbådehavnen har gode forhold med Moleknasten hvor der er toiletter, kan bades og laves mad. Men også arealerne er gode med siddepladser og grillmulighed på land. Selv tilbyder han også bestille morgenbrød og sørge for marinediesel.

Glad for ”Havnekontoret”
Og så er Hans Tangaa også glad for hans lille hus, ”havnekontoret”. Det kom først til sidste år, efter at have haft kontor i moleknasten den første sæson.

-De duede ikke, fortæller han, at jeg sad der i fællesrummet mens folk lavede eller spiste mad. Derfor er jeg glad for mit synlige havnekontor her på lystbådehavnen.  Og det bliver flittigt opsøgt.

Havnekontoret står dog kun på lystbådehavnen i sæsonen fra april til oktober. Tydelige kroge i konstruktionen viser at huset bliver løftet og fragtet væk til dets vinteropbevaring resten af året.  

Også bådene – det vil sige fastlæggerne skal tage deres både op en del af året. Det er fra 15. november til 15. april. I den periode kan såvel havn som både bliver efterset. Bådene opbevares for størstedelens vedkommende på vinteropbevaringspladsen, kun 50-100 fra havnen.               

e-max.it: your social media marketing partner