HVALPSUND: Hvalpsund-Sundsøre Færgeri, der er ejet af Vesthimmerlands og Skive Kommuner har søgt Regeringens sommerhjælpepakke, der betyder at det er gratis for fodgængere og cyklister at benytte overfarten i hele juli måned, mens taksterne er uændrede for andre trafikanter.

-Det er derfor vores håb at rigtig mange vil benytte sig af muligheden for at få en gratis tur med Mary, siger Kent Kås Vestergaard fra Vesthimmerlands Kommune, der mandag aften fik beskeden om at Færgen Mary er blevet omfattet af ordningen.

Hvalpsund-Sundsøre overfarten er blandt de 47 indenrigsfærgeruter der har kunnet søge. Også Livø overfarten kan søge, men det er endnu ikke meldt ud, om overfarten også bliver gratis her.

Sommerhjælpepakken indeholder initiativer for 700 millioner kroner, der skal give turistbranchen et løft. Ud over gratis færger, billigere togbilletter og højere fradrag på sommerhusudlejning indeholder pakken også halv pris på kulturaktiviteter.

Det er et bredt flertal i Folketinget bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet der har fordelt de 700 mio. kroner til konkrete initiativer til sommer-, kultur-, og naturaktiviteter i hele landet.

-Nedlukningen af det danske samfund de seneste par måneder har været en hård medfart for mange, og det gælder særligt turisme- og servicebranchen. Derfor vil vi tilbyde danskerne en billig mulighed for at gå på opdagelse i hele landet - ikke mindst vores smukke øer og landdistrikter. Det skal være med til at understøtte blandt andet hoteller, feriecentre, restauratører og detailhandel; siger transportminister Benny Engelbrecht.

e-max.it: your social media marketing partner