Tak, for at vi er kommet godt tilbage

FARSØ: Det er nu en måned siden at Farsø Rådhuscenter genåbnede efter 2 måneders tvangslukning under Corona nedlukningen af Danmark.

Det var to rigtig hårde måneder for os butikker i Farsø Rådhuscenter, fortæller Klaus Hansen, indehaver af centrets sportsforretning og formand for Centerforeningen.

-Først at komme over kendsgerningen, at være omfattet af en tvangslukning som et lille indkøbscenter. Kun centrets supermarkeder og forhandlere af håndkøbsmedicin kunne forblive åbne. Dernæst uvisheden over, hvor længe nedlukningen ville vare, og ikke mindst om vi alle kunne stå igennem og holde skansen uden indtjening.

Vi nåede heldigvis, at afholde og festliggøre centrets 31 års fødselsdag i starten af marts med fødselsdagssalg og aktiviteter inden Corona-situationen for alvor udviklede sig og Danmark lukkede ned.

Lukket ned fra den ene dag til den anden
Men vi stod også med alle vore forårsvarer som var klar til at blive solgt samt artikler til forårets fester og konfirmander. Dette salg blev der lukket ned for fra den ene dag til den anden.

Selvom den fysiske butik var lukket, valgte flere butikker at holde ”åben på afstand”, forstået på den måde, at man tog imod bestillinger på telefon, mail, webshop eller via facebook. Det var en god hjælp og en fin gestus fra kunderne at hjælpe butikkerne på.

Andre butikker valgte at lukke helt ned, for at kunne modtage økonomisk kompensation fra regeringens hjælpepakker.

Uanset hvad vi valgte, følte vi kundernes medfølelse og parathed til at hjælpe, via handel når vi åbnede igen. For tvangsnedlukningen havde vi jo ikke selv valgt!.


Det var en glædens dag den 18. maj, da Farsø Rådhuscenter kunne genåbne. Man bød kunderne velkommen tilbage med flag.     

En stor dag da vi genåbnede
Den 18. maj genåbnede vi. Det var en rigtig stor dag, så derfor flagede vi for at vise vores glæde over at kunne møde kunderne igen.

Forståligt nok var vi alle forsigtige i starten, såvel butikker som kunder, men vi tog alle vores forholdsregler omkring afstand og afspritning. Men hvor var vi glade, og handlen startede op i butikkerne igen. Kunderne var tilbage!.


Butikkerne er rigtig glade for den opbakning de lokale har givet ved, at komme tilbage og handle i butikkerne. Så fortsæt med at handle lokalt – og gerne mere end du plejer, vi er så afhængige af det!, opfordrer formand for Centerforeningen Klaus Hansen fra Sportigan  og formand for aktivitetsudvalget Finn Bisgaard, Din Tøjmand.    

Tak til alle kunder
Jeg vil gerne på alle forretningers vegne sige tak for opbakningen til alle kunder. Uden jer havde det været katastrofalt. Men jeg må også samtidig sige, at krisen ikke er ovre endnu. 2 måneders manglende indtjening og stadig mange forårsvarer på lager, betyder at vi ikke er ovenpå endnu – langt fra!. Jeg håber derfor på meget mere lokal handel, ikke mindst nu hvor vi nærmer os sommeren med vore Hot Sommer aftener, hvor vi vil give den en ekstra skalle og putte ekstra i indkøbsposen. Vi glæder os til at se både lokale og egnens mange turister hen over sommeren.  

Så fortsæt med at handle lokalt – og gerne mere end du plejer, vi er så afhængige af det, opfordrer Klaus Hansen.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: