VESTHIMMERLAND: Dagcentrene lukkede ned sammen med mange andre af kommunens og landets tilbud midt i marts.

Nedlukningen medførte en forøget risiko for ensomhed hos dagcenterbrugerne, men nye tiltag med fokus på mental sundhed hjælper brugerne og får smilene frem i hverdagen 

Årets sundhedstema: Mental Sundhed
Byrådet besluttede, i forbindelse med at de godkendte kommunens sundhedspolitik, at årets sundhedstema 2019/2020 skulle være Mental Sundhed. Et sundhedstema som kommunens ansatte har bakket op om, og som særligt under COVID-19 har spillet en central rolle bl.a. på dagcentrene i Vesthimmerland.

Flere af kommunens tiltag, som til daglig understøtter mental sundhed, er sat på pause, men der er i den grad også opstået nye tiltag under COVID-19.  
 

Vigtigere end nogensinde
-Vi gør generelt en indsats for at fremme den mentale sundhed blandt borgerne i Vesthimmerland. Vi har tilbud, der rammer mange målgrupper. I en situation hvor usikkerhed, utryghed og isolation fylder rigtig meget, er indsatserne for at fremme mental sundhed måske vigtigere end nogensinde. Tiden med COVID-19 er særlig svær for vores ældre og andre sårbare grupper, og her er der i høj grad blevet sat ind med en række nye tiltag. Tiltagene og de nye tankegange har været en vigtig læring, og er noget vi helt sikkert kan tage med fremover, siger Bente Bach Poulsen, Afdelingschef for Forebyggelse og Myndighed.   

Højgården tager på hjemmebesøg
De ældre borgere oplever, at dagligdagen er forandret fx ved nedlukningen af dagcentrene. Det har bl.a. fået Dagcenter Højgaarden til at i gangsætte et nyt tiltag, hvor medarbejderne besøger brugerne af dagcentrene hjemme hos dem selv – naturligvis ud fra Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Der har været stor opbakning til tilbuddet, og kun 2 ud af 37 brugere ønskede ikke at få hjemmebesøg. Hjemmebesøgene er en turnusordning, så alle bliver tilgodeset cirka én gang om ugen.
 

-De ser frem til, at vi kommer forbi, og besøgene bliver længere og længere. De nyder, at vi har vores husavis med, viser stolt deres haver og familiebilleder frem, snakker og flere vil også gerne ud og gå en lille tur. Det er fantastisk med så stor opbakning, og det er dejligt at opleve, at det bringer glæde frem hos brugerne i en svær tid, siger Centerleder af Dagcenter Højgården, Susanne Glerup. 

COVID-19 situationen har i høj grad åbnet op for nye måder at tænke på, og det giver positive oplevelser for både brugere og medarbejdere på dagcentrene.  

Kommer tættere på brugerne
-Vi føler, at vi er kommet endnu tættere på brugerne og deres privatliv. Det, at de får lov at vise deres hjem frem til os, og ikke mindst deres familiebilleder, giver medarbejderne en endnu tættere relation til brugerne. Hjemmebesøgene har også givet mulighed for en-til-en samtale, hvilket er svært at gøre i det daglige med hold op til 20 brugere. Så på trods af en svær situation for rigtigt mange, så er vi glade for, at nye tiltag også kan bringe glæde og smil frem, tilføjer Susanne Glerup. 

Yderligere er der også sat gang i en række andre initiativer i kommunen, som skal være med til at fremme den mentale sundhed hos borgerne under COVID-19.

Bostøtten til borgere med handicap, psykiske vanskeligheder og/eller sociale problemer foregår telefonisk eller online, og der tilbydes også walk-and-talk.

Kulturskolen og plejecentrene har samarbejdet om at afholde udendørskoncerter for plejehjemsbeboerne i en tid, hvor der har været besøgsforbud. Det er blot nogle af de tiltag, som er sat i værk.

 

e-max.it: your social media marketing partner