Tove tømte købmandsbutikken på 2 minutter

VESTER HORNUM: Min Købmand i Vester Hornum er medlem af købmandskæden Dagrofa, der har haft en landsdækkende konkurrence kørende i kædens 192 butikker, om at tømme en købmandsbutik.

10 vindere er udtrækket på landsplan, der alle har retten til at gå på 2 minutters ”rov” i deres lokale købmandsbutik.

Blandt de 10 vindere er Tove Jensen fra Krogstrupvej i Vester Hornum.

Sidste torsdag fik hun overbragt den gode nyhed af den lokale købmand Michael Frederiksen.

-Hun blev godt nok overrasket, hvilket han også selv blev, for hvad er chancen at en vinder lige skulle findes i Vester Hornum blandt 192 butikker, fortæller Michael Frederiksen.

Ca. 250 taloner, udfyldt af kunder, var indsendt til Dagrofa fra Min Købmand i Vester Hornum. Tove Jensen som gør alle sine dagligvareindkøb i købmandsbutikken i Vester Hornum stod selv for de 11 taloner.

I dag, præcis kl. 12.00 blev stopuret sat på 2 minutters vognræs gennem butikken. Tove tog det nu meget roligt, for ruten og varerne havde hun bestemt på forhånd.

-Jeg har valgt varer som jeg bruger meget – og så har jeg to frysere derhjemme, hvor der er plads til flere frostvarer, fortalte Tove Jensen inden stopuret blev sat i gang.

Første stop var marcipan, dernæst kaffe – ikke den dyreste, men den bedste ifølge Tove Jensen. Så fulgte grød. Den er så god, lød det om abrikosgrøden. Den bestiller Michael udelukkende hjem til mig. Og sådan gik det videre gennem butikken, hvor der røg plejeprodukter, kød og frostvarer ned i indkøbskurven.

Vognen var fyldt, men ikke toppet, da de 2 minutter var gået.

-Jeg fik de varer jeg havde udset mig – inkl. en blomsterbuket, som jeg også gerne ville have, lød det fra Tove Jensen.

Imens købmand Michael Frederiksen slog de mange varer ind, fortalte Tove Jensen om vigtigheden af at støtte op om den lokale dagligvarebutik.

84- årige Tove kommer næsten dagligt i købmandsbutikken i Vester Hornum, der kun ligger få skridt fra hendes hjem.

-Hvis man vi bo i de små samfund, så skal man også støtte lokalt. Jeg handler alle mine dagligvarer her i butikken.

Desuden synes Tove Jensen også det er hyggeligt at komme i butikken. Vi har et helt fantastisk købmandspar.

Og det er der noget om, for der er gang i butikken. Yngre som ældre borgere lægger vejen forbi for at lægge deres handel i butikken.

Og dem er der kommet en del flere af her under Corona, og mange har måttet lægge deres fordom om høj pris fra sig, med udbruddet. ”I er jo ikke engang dyre.”

Nå, tilbage til beløbet Tove fik varer i indkøbsvognen for. Det beløb sig til kr. 3.318,23.

Selvom Tove Jensen nu har fyldt skabe og fryser for en tid, så kommer hun i købmandsbutikken igen i morgen, som hun plejer.


Glad kunde og glad købmand. Tove Jensen har indsamlet og vundet varer for sammenlagt 3.318,23, som er mere end hun havde forventet.

 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: