FARSØ: 40 børnehavebørn og 12 vuggestuebørn – eller i hvert fald størstedelen af dem, ventes at møde op i dag i Højgårdens Børnehave og Vuggestue, når den genåbner efter en måneds Corona nedlukning.

-Vi glæder os sådan til at se dem igen, lyder det fra daginstitutionsleder Hanna Jensen. Vi har jo ikke set dem i over en måned. 

Børnehaven har dog holdt kontakten ved lige og har forberedt børn og forældre på genåbningen. Op til påske fik børnene og deres forældre nemlig en hilsen fra påskeharen, hvor der stod: Vi står sammen om det! 

For alt er ikke ved det vante, når børnene møder ind i dag. For gensynet med børnehaven er forbundet med en række restriktioner for såvel børn som institutionens 12 pædagoger. Der stilles særlige krav til hygiejne og adfærd. 

-Det kræver planlægning for så mange personer, fortæller Hanna Jensen, der i sidste uge studerede instrukserne fra Sundhedsstyrelsen og fik tilrettelagt det overordnede for børnehaven med hensyn opdeling af børnene i grupper, adfærd på stuerne, ude og -indetid, håndhygiejne, færre stykker legetøj m.v. 

- Og alt har ikke været ligetil at forholde sig til, såsom må forældrene aflevere deres barn indenfor - som de plejer, eller skal barnet afleveres udenfor, giver Hanna Jensen som et eksempel.  

Med instrukserne følger også en del flere opgaver for personalet, såsom at sengetøjet i vuggestuen skal vaskes hver dag, flader skal afsprittes jævnligt og legetøjet skal afvaskes flere gange dagligt.  

Ud over hyppig håndvask, så bliver der også flere gange om dagen hvor flyverdragten skal af og på, når børnene skal ud at lege på skift. Men det sværeste bliver trods alt det med at holde afstand, og det med at børnene skal forblive i deres gruppe.  

-Men med fælles hjælp skal det nok gå, fortæller Hanna Jensen, der i går tirsdag, sammen med sit personale, fik detailplanlagt hverdagen i børnehaven, som den kommer til at se ud et stykke tid frem.

 

e-max.it: your social media marketing partner