Borgere med milde symptomer på COVID-19 kan nu blive testet

NORDJYLLAND: Region Nordjylland er godt i gang med at implementere Sundhedsstyrelsens opdaterede retningslinjer, der betyder, at flere borgere nu kan blive testet, hvis de opfylder en række kriterier.

De personer, der nu kan blive testet, er bl.a. personer med lette symptomer, som bor sammen med familiemedlemmer i risikogruppen, det vil sige har kronisk sygdom eller personer over 80 år.  

Test for COVID-19 kan også være relevant for personer, som har svært ved at sikre gode rammer for selvisolation. Her er der tale om sårbare borgere med fx psykisk sygdom. Det er den praktiserende læge, der foretager den lægelige vurdering og henviser til test. 

– Vi poder nu også borgere, der ikke er indlæggeskrævende. Men det er vigtigt at sige, at borgere ikke kan blive testet, hvis de blot synes, at det kunne være rart at vide, om de har Covid-19. Borgere skal ringe til os, hvis de er bekymrede og har symptomer på Covid-19, og så vurderer vi om podning er hensigtsmæssig og finder ud af, om der noget helbredsmæssigt vi kan hjælpe med, siger Annemette Alstrup, der er formand for PLO Nordjylland. 

Symptomer på COVID-19 er: hoste, ondt i halsen, hovedpine og muskelømhed.    

Det er også blevet lettere at henvise medarbejdere i sundheds- og ældresektoren med milde symptomer til test, så det kan blive afklaret, om de udgør en smitterisiko, eller om de kan komme tilbage på arbejde. 

Massivt tryk på testtelte i regionen
De nye retningslinjer har allerede slået kraftigt igennem så der er tryk på testteltene i Aalborg, Hjørring og Thisted.  

– Vi er klar og håndterer det store pres. Og vi gør hvad vi kan for at sikre, at vi kan teste alle, som henvises til coronatest. Det er klart, at et nyt skifte i testadgang betyder, at der kan være ventetid for nogle af de borgere, der er blevet henvist, og vi håber at borgerne vil udvise forståelse for den aktuelle situation, siger lægefaglig direktør, Michael Braüner Schmidt, Aalborg Universitetshospital. 

Samme melding kommer fra Regionshospital Nordjylland.  

– Vi gør alt, hvad vi kan for at imødekomme SSTs retningslinjer, og vi har også udvidet vores åbningstid. Det er vigtigt at understrege, at selvom man er svagt syg, så er der nogle kriterier, der skal efterleves, siger lægefaglig direktør Thomas Larsen, Regionshospital Nordjylland.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: