NORDJYLLAND: Aalborg Universitetshospital modtog i dag medicin til en COVID-19 patient, der skal være med i et internationalt forskningsprojekt,

der afprøver mulig COVID-19 medicin på – i første omgang - i alt 12 patienter i Danmark – heraf en på Aalborg Universitetshospital. 

Der er tale om et samarbejde på tværs af hospitaler i landet, hvor Rigshospitalet er tovholder. Målet er at sikre lynhurtig forsøgsbehandling mod COVID-19. 

Forskningsprojektet omhandler lægemidlet Remdesivir mod COVID-19, som er et af de lægemidler verdens forskere har størst forhåbning til kan hjælpe svært lungesyge patienter med COVID-19.  

- Det er det første lovende lægemiddel, og vi håber meget på, at der kommer mere Remdesivir som vi prøve af på flere af vores patienter i løbet af de kommende uger, siger ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital, Henrik Nielsen.   

Et bredt udsnit af alle danske patienter indlagt med COVID-19 på de infektionsmedicinske afdelinger vil nemlig på sigt blive tilbudt at indgå i det randomiserede forsøg, og halvdelen vil efter lodtrækning modtage den aktive behandling. Den europæiske del af studiet ledes fra Rigshospitalet, men patienter fra 30 forskellige infektionsmedicinske afdelinger i Europa skal indgå. 

-Den første nordjyske patient bliver nu behandlet i 10 dage med Remdesivir og følges de efterfølgende uger, før lægerne med sikkerhed kan sige, om medicinen virker som forventet, siger Henrik Nielsen. 

Hvis det viser sig, at medicinen virker efter hensigten, vil produktionen kunne øges i løbet af sommeren, så medicinen kan komme ud til alle hospitaler senere på året. 

Remdesivir blev oprindeligt udviklet til at behandle andre alvorlige virusinfektioner som f.eks. ebola og de to tidligere coronavirusinfektioner SARS og MERS 

Præparatet kan forhindre, at de viruspartikler, der er trængt ind i forsøgspersonernes celler, begynder at formere sig - og bremser på den måde infektionens spredning.

 

e-max.it: your social media marketing partner