NORDJYLLAND: Tidligere i dag, kl. 10.00, trådte en række tiltag i kraft. Tiltag, der kommer til at påvirke den måde, som vi er vant til at møde hinanden på. Også her i Nordjylland.

Det betyder, blandt andet, at der nu er forbud mod at forsamle sig mere end 10 personer på offentlige områder – indendørs såvel som udendørs. Du kan læse om alle de nye tiltag her: www.coronasmitte.dk 

 Formålet er at forhindre yderligere smittespredning i samfundet. 

-Vi har i den seneste tid oplevet, at nordjyderne udviser en høj grad af samfundssind. Derfor er det min klare opfattelse, at borgerne også i denne situation vil lytte til myndighedernes anvisninger, siger den operationsansvarlige for Nordjyllands Politis patruljetjeneste, politiinspektør Ole Kristensen. 

 Vi er selvfølgelig klar til at skride ind og sikre, at reglerne bliver fulgt, hvis det skulle blive nødvendigt, men som nævnt, så har vi stort set kun oplevet, at nordjyderne i denne tid udviser samfundssind. 

 Nordjyllands Politi vil gerne understrege, at vi – siden tiltagenes indførelse – har øget vores patruljering. I hele politikredsen. Derfor vil du kunne se mere synligt politi, end du er vant til. 

 Det gør vi for at være til stede med blandt andet råd og vejledning til borgerne, ligesom vi søger dialogens vej med nordjyderne, når vi skal håndhæve de nye regler. 

 Man kan ringe til os på 114, hvis man har nogle forhold, som man mener, er relevant for os. Så registrerer vi det – og kan køre ud og kigge på det. 

 Og så opfordrer vi øvrigt til, at du følger myndighedernes anvisninger, herunder ikke mindst hygiejne-rådene samt holder dig løbene orienteret på coronasmitte.dk

 

e-max.it: your social media marketing partner