VESTER HORNUM: I drømme kan du rejse overalt, men du må vide noget om det sted, du drømmer om at besøge, derfor er årets projektemne for 7. og 8. kl. på Vester Hornum Skole, Østeuropa.

Der har været arbejdet med emnet i to uger og der er samlet mange meget forskellige informationer, fortæller viceskoleleder Gitte Vibeke Larsen Thillemann.

Eleverne har haft besøg af fire forskellige gæstelærere, der med stor entusiasme har fortalt om hver deres hjemland. Der er både blevet vist billeder, fortalt en masse og givet prøver på det talte og skrevne sprog i de pågældende lande.

Eleverne arbejder gruppevis med forskellige østeuropæiske lande og deres særpræg indenfor historie, erhverv, kultur og natur.

I uge 10 vil samarbejdet mellem eleverne, gæstelærerne og andre lokale østeuropæere blive af mere praktisk karakter. Der skal nemlig arrangeres en stor kulturmødefest i Vester Hornum hallen. Eleverne og østeuropæerne skal sammen lave mad, bage kager og arrangere udsmykning og underholdning til festen. Festen bliver et kulturmarked med sang, fortælling, spisning og konkurrencer samtidig med at Vester Hornums foreninger laver markedsplads, hvor de præsenterer de aktiviteter, foreningerne tilbyder.

-Vi håber, at mange vil lægge vejen forbi Vester Hornum hallen fredag i uge 10 og på den måde være en del af et kulturelt mødested, opfordrer Gitte Vibeke Larsen Thillemann

 

e-max.it: your social media marketing partner