FARSØ: Johannes V. Jensen og Thit Jensen er ikke til at komme udenom, når man gør Danmarks bedste digtere op.

Derfor er de to bysbørn og deres fælles museum i Farsø også med på ”Danske digterruter”.

Ud i naturen for at opleve litteraturen
”Danske digterruter” er et nyt projekt, der inviterer danskerne ud i naturen for at opleve litteraturen. På den måde kan man sanse, læse og opleve en perlerække af de største danske digtere på en helt ny måde.

Støttet med 5,7 mio. kr.
Projektet er støttet med 5,7 millioner kr. fra Nordea-fonden, der skal munde ud i det landsdækkende net kaldet ”Danske digterruter”. Det sker gennem et nyt samarbejde mellem forskere fra SDU og 19 digterhjem, museer, foreninger, selskaber med videre.

Johs V. og Thit er med
Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet er indtil videre den nordligste geografisk beliggende repræsentant i samarbejdet, men også Aakjærselskabet, med Jeppe Aakjærs Jenle på Salling er med i samarbejdet.      

Meget at byde ind med
-Vi glæder os over at være indbudt til at være med i projektet, siger museumsleder Peter Hørup, der også mener at museet i Farsø - og ikke mindst den måde Johs. V. og Thit beskriver naturen på, har meget at byde ind med.

For det første kan vi tage udgangspunkt i det tidligere projekt ”Limfjordsegnens digtere”, men ikke mindst i særudstillingen ”Jensen og Naturen”, som vi havde på museet i Farsø for 2 år siden. 

-Glæden ved naturen, den skarpe natursansning og opfattelsen af menneskets forbundethed med naturen var motoren i Johs. V. Jensens forfatterskab. Hans uforlignelige evne til at tilegne sig naturoplevelser og omsætte dem i kunstneriske udtryk båret af en eminent sprogbeherskelse er en væsentlig grund til, at Johs. V. Jensens forfatterskab forsat – og i stigende grad – opleves som aktuelt og vedkommende, forklarer Else Marie Drost formand for Støtteforeningen og Hans Støttrup, formand for museets bestyrelse, der sammen med museumsleder Peter Hørup går ind i projektet, der får sin start her i slutningen af februar.  

-Der drager vi til Fyn til projektopstart og mødes med øvrige 18 partnere i projektet. Her skal vi i fællesskab definere projektet, og hvad det konkret skal munde ud i for vore gæster.  

Kan trække flere gæster til Farsø
Vi har helt klart en forventning om at Danske digterruter kan være med til at trække flere gæster til museet i Farsø og skabe nogle oplevelser i Vesthimmerland omkring de naturværdier, der er i området.  

Digterruterne skal udvikles i forskellige natur- og landskabstyper samt i udvalgte byer og bydele, så stort set alle egne af landet samt en række biotoper er repræsenteret, ligesom de litterære stemmer og bidrag trækker linjer fra 1700-tallet til i dag. 

Projektets leder, professor Johs. Nørregaard Frandsen, H.C. Andersen Centret ved SDU, siger: 

- Vi ser frem til forhåbentligt at åbne endnu flere danskeres øjne for, hvilken rigdom af litteratur og landskaber den danske kultur- og naturarv byder på. Med Danske digterruter sætter vi fokus på, hvordan vi som mennesker er formet af vores sprog, kultur og historie men også af vores natur og landskaber. 

Selvom projektet går over 2 år, forventes det, at den første digterrute kan åbne allerede til sommer. 

De 19 digtere der indgår i digterruten er: B.S. Ingemann, Carit Etlar, Emil Aarenstrup, H.C. Andersen, H.A. Brorson, Ambrosius Stub, Henrik Pontoppidan, Holger Drachmann, Jeppe Aakjær, Johannes Jørgensen, Johannes V. Jensen, Thit Jensen, Kaj Munk, Karen Blixen, Martin A. Hansen, Steen Steensen Blicher, Tove Ditlevsen, Dan Turèll og Michael Strunge. 

De 19 partnere i digterruten er: Aakjærselskabet, Aarestrup Hus og Forening, Baggårdsteatret og Johannes Jørgensen Selskabet, Carit Etlar Selskabet/Museerne i Fredericia, Drachmann Selskabet, H.C. Andersen Centret, Johannes V. Jensen Museet, Karen Blixen Museet, Københavns Museum, Landsforeningen Martin A. Hansen, Museum Silkeborg og Herningsholm Museum Pontoppidan Selskabet, Kaj Munks Præstegaard/Ringkøbing Skjern Museum, Sorø Kunstmuseum og Ingemann Selskabet, Taarnborg i Ribe og Øhavsmuseet i Faaborg.

 

e-max.it: your social media marketing partner