Borgmester talte med pensionister i Farsø

FARSØ: Farsø Pensionistforening startede, traditionen tro det nye år med besøg af borgmesteren.

Borgmester Per Bach Laursen lagde ud med at sige, at han havde verdens bedste job, nemlig at være borgmester i Vesthimmerlands Kommune. Desuden glædede han sig over, at det er blevet en tradition at den siddende borgmester starter Pensionistforeningens nye år. 

Per Bach Laursen berettede hvad der var sket i det gamle år, og løftede sløret for hvad der var af planer for det nye år. 

Der var rig mulighed for at stille spørgsmål, hvilket mange af de fremmødte benyttede sig af. 

Dette første arrangement trækker hvert år mange folk af huse, og i år var 80 medlemmer af Farsø Pensionistforening mødt op. Det viser, at det er en tradition der bestemt skal fortsætte og Per Bach Laursen har allerede sagt ja til at komme igen til næste år. 

En udbytterig og hyggelig eftermiddag, hvor der som foregående år blev serveret kaffe med lagkage til. 

Pensionistforeningens program for 2020 byder endvidere på en del musikarrangementer, fantastiske foredrag, busture, samt en ferietur til Kroatien.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: