FARSØ: FUIK’s Venner, Støtteforeningen for Farsøs fodboldklub FUIK, lægger ikke på den lade side for at kunne støtte ungdomsspillerne i fodboldklubben.

Det sker med en række aktiviteter og arrangementer hen over året, som ud over hyggen, har det formål at bidrage økonomisk til nogle af de tiltag i fodboldklubbens ungdomsafdeling, som det ellers vil være pålagt medlemmerne selv at betale.          

Formand for FUIK’s Venner Jens Røschmann går i gang med opremsningen.

I starten af december afholdt vi indefodboldstævnet FUIK Cup i Dronning Ingrid Hallerne. Fodboldstævnet har efterhånden været afholdt i mange år med skiftende turneringer, men altid med et elitestævne med deltagere fra hele landet. Men vi lægger også stor vægt på det lokale, hvad enten om man er aktiv spiller eller mødes for sjov.

Vi startede en firmaturnering, som vi helt sikkert vil bygge videre på. Den fik vi roser for afviklingen af, og så giver vi også noget tilbage til vore sponsorer, siger Jens Røschmann.

Men december står også på juletræssalg.

Som noget nyt i år startede vi med at sælge terrassetræer, som der var stor interesse for, ligesom vi også har haft fast salgssted ved Tøjeksperten og i forbindelse med julearrangementer. Vi havde et rekordsalg.   

Med til julen hører også 2. juledagsfesten.

Vi valgte denne gang at lade et orkester med lokale medlemmer stå for musikken. Det betød, at gæsternes alder faldt ca. med 10 år – altså fra 25-40 år, vi kom op på over 300 gæster, gæsterne ankom tidligere på aftenen og der var godt gang i baren. Altså, fem rigtig gode ting, der betyder at vi kan holde liv i 2. juledagsfesten.

Vi sluttede året af med salg af fyrværkeri. Det er en samarbejdsaftale vi har med XL Byg i Farsø, hvor vores hjælp, belønnes med et guldsponsorat til FUIK og så falder der også lidt penge af til os, fortæller Jens Røschmann.

Klublotto er også en gammelkendt aktivitet, som har udtrækninger hen over året.

Lige nu er FUIK’s Venner ved at forberede Hoppe-Legelandet der finder sted i Dronning Ingrid Hallerne i vinterferien.

-Vi har indgået en aftale med Østergaards Underholdning, som man måske også kender fra byfesten. Der bliver ligesom de foregående år hoppeborge, tarzanland, holdspil og svømmeland. Så man kan roligt sætte kryds i kalenderen ved torsdag og fredag i vinterferien, hvor mange børn søger nye aktiviteter, opfordrer Jens Røschmann.

Vennerne er også ved at arrangere en fest til juni, hvor det især vil være holdet i Serie 2, der i 1979 opnåede at blive jyske mestre. De har fået en særlig invitation. Men ellers vil der også være golfturnering i Hvalpsund og to hjemmebanekampe i serie 4 og serie 2 på  på Farsø Stadion. Aftenfesten foregår i telt på Farsø Stadion.

Mange vil sikkert også spørge til om der bliver koncert i 2020. 

-Det bliver der ikke, indtil videre, fortæller Jens Røschmann. Vi er nødt til at gå den sikre vej hvad angår koncerter. Vi har jo, som bekendt, fået noget økonomiske slag over næsen nogle gange. Så derfor afholdes der kun koncert, når vi føler vi har fundet det helt rigtige. Det har vi ikke lige nu.  

Og økonomiske slag over næsen er der ikke brug for, når formålet er at skaffe penge til fodbolden i Farsø. Hvad FUIK’s Venner kan bidrage med til moderklubben FUIK og ungdomsafdelingen i 2020, vil blive afsløret ved generalforsamlingerne her i foråret.            

 

e-max.it: your social media marketing partner