Vej skifter navn til Lars Larsens Vej

GATTEN: Efter 39 år på Centervej 1 i Farsø flytter Himmerland Golf og Spa Resort nu til Lars Larsens Vej 1

Der skal ske rigtig meget i Himmerland Golf & Spa Resort i de kommende år. Blandt andet skifter adressen til Lars Larsens Vej 1, da Vesthimmerlands kommune har besluttet at hædre Lars Larsen med en vej.

-Jeg er rigtig glad, stolt og taknemlig over, at vi i Vesthimmerland kan anerkende Lars Larsens mangeårige indsats i vores område ved at omdøbe Centervej i Gatten til Lars Larsens Vej. En passende gestus til en af landets største erhvervsledere nogensinde på et sted, der virkelig betød utrolig meget for ham, siger borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen.

Familie beæret
Bestyrelsesformand for Himmerland Golf & Spa Resort, Jacob Brunsborg, er ligeledes glad for beslutningen.

-Himmerland Golf & Spa Resort har altid været et vigtigt sted ikke bare for min far, men for hele vores familie. Derfor er vi også meget beærede over, at Vesthimmerland Kommune har besluttet at Centervej fremover skal hedde Lars Larsens Vej, siger Jacob Brunsborg. 

Golfcenter får nye aktiviteter
Han løfter samtidig sløret for massive investeringer, der skal gøre Himmerland Golf & Spa Resort endnu mere attraktivt og familievenligt.
 

-Det skal gøres endnu bedre at eje eller leje en bolig i Himmerland, og derfor vil vi blandt andet investere i at gøre området mere familievenligt. Blandt andet ved at etablere nye legepladser, bygge indendørs tennisbaner og paddlebaner og etablere vandsportsaktiviteter på søen. Det sker samtidig med, at vi anlægger en helt ny academy bane, siger Jacob Brunsborg. 

Tiltrække flere gæster
Han er ikke i tvivl om, at investeringerne vil tiltrække flere gæster, og dermed give et vigtigt boost til Himmerland Golf & Spa Resort. 

-Stedet betyder rigtig meget for vores familie, og det er vigtigt, at Himmerland Golf & Spa Resort også fremover kan skabe vækst og arbejdspladser i lokalområdet. Det er jo ingen hemmelighed, at Himmerland Golf & Spa Resort har givet underskud mange år i træk, så formålet med investeringerne er selvfølgelig også at tiltrække flere gæster og dermed forbedre indtjeningen, siger Jacob Brunsborg. 

Det er endnu for tidligt at sige, hvornår de nye aktiviteter er klar til gæsterne, men de første skridt til at sætte projekterne i gang er allerede taget.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: