Nye skilte – bedre affaldssortering

VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Forsyning har nu gjort det endnu lettere for dig at aflevere affald på kommunens genbrugspladser.

Der er nemlig opsat nye, overskuelige skilte for hver af de 43 affaldstyper, som du kan aflevere.    

Som noget helt nyt indføres et nummersystem på skiltene, som også er med til at gøre sorteringen nemmere.   

Sidste år fik Danmark et fælles piktogramsystem til affaldssortering. Et landsdækkende system som skal gøre det mere enkelt for dig at sortere dit affald, uanset om du er hjemme, på arbejdet eller i sommerhuset.   

Over halvdelen af landets kommuner har allerede taget systemet i brug og nu rulles det ud på genbrugspladserne i Vesthimmerlands kommune.   

-Vi kommer til at ændre måden, vi sorterer affald på, i de kommende år. For eksempel skal vi snart til at sige farvel til det brændbare affald, så vi kan få udsorteret endnu mere, end vi gør i dag. Og vi skal have massiv fokus på direkte genbrug frem for genanvendelse. Så ud over øget brugervenlighed bliver skiltene også startskud til en større forandring, i måden vi alle sammen tænker affald på, siger direktør for Vesthimmerlands Forsyning, Morten Aaby Nielsen.    

FAKTA:
I daglig tale bruges begreberne genbrug og genanvendelse ofte synonymt, men der er en klar forskel. Genbrug er når et kasseret produkt benyttes i samme form og til samme formål, som da det blev kasseret. Genanvendelse er, når et produkt nedbrydes eller findeles, og derefter benyttes i fremstillingen af samme type produkter som de oprindelige eller til helt andre produkter. 


De mørkegrønne skilte signalerer natur. I alt fire affaldstyper findes der i denne kategori. Haveaffald, ren jord, kompost, træstammer og rødder.

 

 


Indsamling af tøj, sko og tekstiler er i fremgang. Man kan aflevere både brugbart og ikke-brugbart tøj, så længe det er rent. Vores aftager sorterer det brugbare fra til genbrugsbutikker og nødhjælp. Resten, det der er slidt, forvasket og hullet, sendes til optrevling, og bruges i industrien til f.eks. isolering eller gulvtæpper. 


Vil du gøre endnu mere for miljøet, kan du med fordel køre dine plastflasker og -dunke på genbrugspladsen. Den rene fraktion er nemlig mere værd end den blandede fraktion. Der er i alt syv affaldstyper i den lilla farvekategori.

 

 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: