FARSØ: Ligesom for 74 år siden, så blev befrielsesaftenen den 4. maj tilsmilet af lys og glæde – men også minder.

Sådan var det også her til aften på en solbeskinnet flot forårsaften, hvor de lokale blå DDS Spejdere, traditionen tro stod bag en mindehøjtidelighed i Mindelunden i Farsø Søanlæg.

Det skete med mindeparade med fanevagt, blomsternedlæggelse, spejder-ed, sang, tale og for at mindes besættelsen og ikke mindst de to lokale frihedskæmpere, og spejdere, Christian Ulrik Hansen og Per Sonne. De tog begge aktiv del i den danske modstandskamp og betalte begge med deres liv.

DSC2686
DSC2688
DSC2696
DSC2720
DSC2704
DSC2709
DSC2716
DSC2711
DSC2723
DSC2725

En tale om spejderlivet
Tidligere Farsø spejder Jesper Hansen, Øland var inviteret til at holde talen. Den gik på fællesskabet, de gode minder og den selvtillid man får som spejder.

Traditioner blev holdt i hævd
Inden talen foran de ca. 100 fremmødte, gik de 22 spejdere enkeltvis frem for at aflægge spejderløftet ved fanevagten.

 

Med til traditionen hørte også de to sange ”En lærke letted” og ”Altid frejdig”, som de fremmødte ærbødigt sang med på. 


Uddrag af 4. maj tale af Jesper Hansen i Mindelunden i Farsø Søanlæg

For lige godt 53 år siden tog min far mig ved hånden og fulgte mig ned til spejderhuset her ved Mindelunden. Han hentede mig ikke igen – og det er jeg glad for. Det var nu nok med velberådet hu, for spejderbevægelsen fyldte meget derhjemme – og det har præget både min søster og jeg.

Jeg var klædt i en ulden blå trøje, som var ulveuniformen dengang. Uniformen var købt hos Iver Andreassen, der havde manufakturhandel og spejderdepot i Nørregade – og i øvrigt var en af de første aktive spejdere i Farsø.

Da jeg i 1966 blev fulgt herned, havde jeg naturligvis endnu ikke fået det dengang grønne emaljekorpsmærke, for det fik man først når man bestod den såkaldte ømfodsprøve.Jeg bestod prøven efter nogle få uger, hvor jeg blandt andet skulle kunne klokken, binde en sløjfe og det altid nyttige råbåndsknob. Derefter kunne jeg aflægge ulveløftet, som svarer til det spejderløfte, spejderne i Farsø aflægger i dag – jeg var dermed fuldgyldigt medlem af spejdernes verdensomspændende fællesskab. Og det har jeg været siden, selvom omverdenen griner lidt af spejdere. Det er jo bare en flok tosser i korte bukser der hjælper gamle damer over gaden uanset om de vil det eller ej.

Nu til dags vil man sikkert kalde det mobning, og velmenende pædagoger vil sikkert indkalde til rundkredssamtaler, og så vil de andre børn få at vide, at man ikke må drille lille Jesper – bare fordi han er spejder.

Jeg har nu ikke brug for pædagogernes hjælp for jeg ved bedre. Det giver nemlig selvtillid at være spejder. Når folk hører, at jeg er spejder, spørger de somme tider: Så kan du måske også tænde bål med to tændstikker?. Jeg svarer altid: Ja, det kan jeg, men jeg ved vare ikke hvad jeg skal bruge den anden tændstik til.

Det var spejderbevægelsens grundlægger, Baden Powell, der engang sagde, at en spejderdreng kan dobbelt så meget, som han selv tror – og ti gange så meget som hans mor tror.

Det er sandt – og det er den ballast, jeg har haft med i livet fra min tid i 1. Farsø.

Også i min spejdertid i slutningen af 60’erne og begyndelsen af halvfjerserne var 4. maj paraden en del af spejderlivet her i Farsø. Dengang var der ganske vist mange flere tilskuere, for krigen var stadig tæt på – og vi kendte alle sammen levende mennesker af kød og blod, der havde været fængslet eller i kz-lejr under krigen.

For mit eget vedkommende husker jeg specielt en af paraderne – det har sikkert været i 1970, hvor det var 25 år siden freden var kommet til Danmark. Vi spejdere stod marcheret i patruljeorden her på skråningen – og pladsen nede foran var sort af mennesker og rødhvide flag.

En lidt underlig ting har brændt sig ind i erindringen – og det var, at der var opsat et stort højtaleranlæg, så alle kunne høre talerne og ikke mindst fredsbudskabet med det karakteristiske bum,bum,bum. Højtalerne blev styret af elektriker Aage Sørensen fra bagagerummet i hans Toyota Crown stationcar, der vist nok var en temmelig fin bil dengang.. Det er lidt pudsigt, hvad man som dreng hæfter sig ved – men det her har nu nok været den store forstærker, der især gjorde indtryk. Dengang havde drenge det jo med at interessere sig for biler og teknik.

Der er ingen tvivl om, at anden verdenskrig og ikke mindst tabet af de to spejdere, Chr. Ulrik Hansen og Per Sonne, for altid ændrede livet for Farsø-spejderne. Især fordi man fik Danmarks smukkeste spejderhus her i Søanlægget lige over mindelunden – og jeg må konstatere, at huset i dag står flottere end nogensinde med det nye stråtag.                  

 

e-max.it: your social media marketing partner