GEDSTED: Et korps på 20 lokale akuthjælpere er nu færdiguddannet til at rykke ud fra Gedsted

for at give livreddende førstehjælp til borgere i Vesterbølle, Glerup, Holmmark og Gedsted indtil den professionelle hjælp når frem.

Det er Region Nordjylland der har stået for uddannelsen og efterfølgende vil sørge for flere opfølgningskurser hvert år. Her er det et krav, at akuthjælperne deltager i mindst to kurser hvert år.

Gedsted er det sted i Region Nordjylland, der har den 2. længste responstid, og det har været medvirkende til, at Gedsted sammen med Øster Vrå er blevet valgt til at få ordningen, så Region Nordjylland kommer op på 12 ordninger.

112 Akuthjælperne er blevet uddannet til både at give førstehjælp ved hjertestop, men også ved forbrænding, fremmedlegeme i luftvejene med mere.  Via SMS bliver de kaldt ud, samtidig med at ambulance og paramediciner bliver sendt afsted.

Det er den første ordning af sin art i Vesthimmerlands Kommune

Det var formand for Akutudvalget i Region Nordjylland, Mogens Ove Madsen, Aars der i dag lørdag overrakte diplomer til deltagerne i Gedsted.


Formand for Akutudvalget i Region Nordjylland, Mogens Ove Madsen, overrækker diplomer til de nye akuthjælpere i Gedsted.

Det er ikke alle 20, der sendes af sted til akutte tilfælde. Ofte vil det give mening med fire personer; ved hjertestop skal der være to ved patienten, en til at være ved pårørende og en til at vise de professionelle den hurtigste vej ind til patienten. Alle Akuthjælpere skal have ren straffeattest og har tavshedspligt.

-Som formand for Gedsted Beboer- og Erhvervsforening er jeg selvfølgelig glad for den store opbakning til at få denne 112 akuthjælperordning kørt i stilling. Det er skønt, at så mange vil gøre en forskel for medborgerne i vores område, siger Doris Lauritzen.

 

e-max.it: your social media marketing partner