FARSØ: Her til aften kl. 18.30 arrangerer de blå spejder i DDS 1. Farsø Flok & Trop traditionen tro mindeparade i anledningen af 4. Maj, hvor tidligere Farsø-spejder, Jesper Hansen, er årets taler.

Spejdergruppen benytter samtidig lejligheden til at markere og takke for, at det i 2018 lykkedes at skaffe midler til et nyt stråtag - en udskrivning på ca. 225.000 kr. 

Vesthimmerlands Kommune har bidraget med ca. 70.000 kr. til projektet, mens resten er hentet ind via donationer fra virksomheder, organisationer, fonde og private. 

I forbindelse med mindeparaden i fjor var flere bidragydere mødt op for at støtte projektet, og de er alle inviteret til at være med, sammen med alle andre interesserede, når der på lørdag er mindeparade med efterfølgende spejderkaffe i spejderhuset. 

-Vi havde en ide om, at vi kunne skaffe pengene til projektet på 2-3 år, men allerede få dage efter vores mindeparade sidste år var vi i hus - takket være støttebeløb, som gik fra 100 kr. til 100.000 kr. - det sidste fra Den AP Møllerske Støttefond, som dermed bragte os i mål. I december kom tagdækkeren og lagde et smukt nyt stråtag, og i den forløbne weekend har forældre, ledere og spejdere været i gang med kalkkoste og malerpensler, så huset tager sig ud fra sin smukkeste side på lørdag, fortæller Per Lyngby, der sammen med gruppeformand Per Havbro har stået for arbejdet med at søge penge hjem til det nye tag. 

Faktisk kom der flere penge ind, end taget kom til at koste. Disse penge har man i gruppen øremærket til at vedligeholde og forbedre det gamle hus, som blev indviet i efteråret 1948, og som i dag står næsten, som da det blev indviet. 

Ved mindeparaden lægges der blomster i Mindelunden for Per Sonne og Chr. Ulrik Hansen og der er – som tidligere nævnt, tale ved den tidligere Farsø-spejder, Jesper Hansen, som i dag bor i Østerby.


I den forløbne weekend blev det mere end 70 år gamle spejderhus kalket og malet, så det tager sig ud fra sin smukkeste side til 4. maj-paraden 

e-max.it: your social media marketing partner