Kulturmesse på Farsø Skole – FOTOS

FARSØ: I anledning af Kulturugen AHA blev der afholdt emneuge for Farsø Skoles 700 elever under temaet ”Danskhed – forskellighed og fællesskab”.

Det betød at de enkelte årgange ugen igennem arbejdede med temaet på mange forskellige måder som i fredags endte ud med en stor kulturmesse.  

Kulturmessen startede ud i Dronning Ingrid Hallerne, hvor elevrådsformand Bahati Riziki Alimasi og skoleleder John Andersen bød velkommen. Herefter var der sang fra indskolingskoret, der sang H.C. Andersen sange og dermed fokuserede på ”Danskheden”. Udskolingskoret tog over indenfor samme tema med bl.a. fodboldslagsangen ”Vi er røde – vi er hvide”. 

 

3. årgang, som har haft et forløb med Balletskolen i Holstebro, som hører under Den Kongelige Ballet, bidrog med en genopførelsen af balletten Napoli. Det var imponerende at se de over 50 elever opføre denne ballet på 20 minutter fordelt over fire akter, hvor handlingen slog tydelig igennem.   

Herefter gik alle elever, skolens personale og de mange forældre og bedsteforældre til Farsø Skole for at følge ”den røde tråd” rundt på størstedelen af skolen. Her var der fernisering af de produkter og temaer, som eleverne havde arbejdet med i løbet af ugen. Der var udstillinger, film, happenings og smagsprøver.  

I betragtning af at eleverne kun havde været i gang i fire dage – og emnerne først var blevet præsenteret for eleverne mandag, var det imponerende hvor iderige og produktive eleverne havde været. Derudover havde de også indøvet happenings såsom sang og dans som fandt sted formiddagen igennem.  

Mange af eleverne tog deres gæster, d.v.s. deres forældre og bedsteforældre ved hånden, og viste stolt rundt på skolen og ikke mindst viste hvad de selv havde lavet til Kulturmessen.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: