Der er håb for dagligvarebutik i Gedsted

GEDSTED: De seneste måneders problematik omkring Dagli Brugsen i Gedsted ser nu ud til at løse sig.

Sidste onsdag afholdt Gedsted Brugsforening den anden ekstraordinære generalforsamling omkring likvidering af brugsen. Det blev for anden gang enstemmigt vedtaget af medlemmerne.

Dagen efter mødtes bestyrelsen for Gedsted Brugsforening for at aftale næste skridt. Det blev besluttet at indgive en egen begæring på konkurs pr. 8. februar. Den var til behandling i Skifteretten i går den 12. februar. Håbet fra bestyrelsens side er, at man kan vælge egen kurator med henblik på overtagelse af varelageret.

Bestyrelsen er meget optimistisk med hensyn til fortsat dagligvarebutik i Gedsted. Sidste onsdag havde bestyrelsen nemlig møde med en potentiel overtager af butikken. Her blev der indgået en betinget aftale om overtagelse af den fremtidige drift, som naturligvis forudsætter godkendelse af konkursboet. Vedkommende driver i forvejen to sunde dagligvarebutikker og er meget interesseret i Gedsted som den tredje. 

Med andre ord, er der stadig en del der skal falde på plads, så det er derfor på nuværende tidspunkt ikke muligt at komme med dato for genåbningen af butikken.                  

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: