FARSØ: Efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen skød valgkampen for Skolevalg 2019 i gang den 13. januar, har mere end 80.000 unge fra 850 skoler landet over været i gang med at vælge de mærkesager, de er mest enige i.

Heriblandt også 8-9. klasses eleverne på Farsø Skole.

Blandt 24 udvalgte mærkesager, så er eleverne i Farsø enige med størstedelen af deres kammerater i resten af Danmark. 3 mærkesager skiller sig ud, og dem har de så beskæftiget sig med i bl.a. samfundsfags timerne siden. Derudover har de arbejdet intensivt med demokrati og politik og øvet sig i argumentation og fået styr på nogle af de politiske begreber.

I dag gik skolevalget ind i sin sidste fase, forud for selve valghandlingen som finder sted på Farsø Skole i på torsdag.  

Det skete med en 1, 5 times paneldebat i Thit salen, hvor 7 nordjyske ungdomspolitikere gik i debat med eleverne på Farsø Skole og hinanden.

1
2
3
4
DSC0616
DSC0626

Blandt ungdomspolitikerne fandt man lokale Peter Harbo, der repræsenterede Venstres Ungdom. Den unge politiker, der ved seneste valg kom i Vesthimmerlands Byråd, glædede sig over at være på hjemmebane i Farsø. Ved præsentationen lød der da også jubel fra eleverne på Farsø Skole. 

De tre udvalgte mærkesager som eleverne havde valgt lød: ’Kortere skoledage i folkeskolen’, ’Hårdere straf for vold og overgreb’ og ’Hæv afgiften på cigaretter’.

Det var naturligvis disse mærkesager som paneldebatten tog udgangspunkt i, men de 7 ungdomspolitikere fik også lejlighed til at trække deres partis mærkesager frem i forbindelse med skolevalget.

Debatten om ’Kortere skoledage” startede med en håndsrækning blandt eleverne, som klart indikerede at de ønskede færre timer.

Men hvad er det så I ønsker at skære væk, lød mod-spørgsmålet.

-Lektiecafeen midt på dagen, som kan gøres til et valgfag sidst på dagen, lød et svar fra ungdomspolitikeren Jamie fra Brønderslev, der repræsenterede DF.

Dette var der ikke helt enighed om i panelet. Lokale Peter Harbo fra Venstre, som kender Farsø Skole særdeles godt fra sin skoletid her, sagde: Det er ikke politikerne på Christiansborg der skal bestemme hvor lang skoledagen skal være og hvilke elementer den skal indeholde. Det er op skolerne selv at tilrettelægge. Skolerne skal til gengæld leve op til et fagligt niveau.

Sådan gik debatten frem og tilbage mellem ungdomspolitikerne og eleverne på Farsø Skole. Argumentationen var i orden fra begge sider – og det er reelt det politik går ud på.  


FAKTA: Skolevalg 2019
Skolevalg er et fiktivt folketingsvalg, hvor elever fra 8., 9. og 10. klasse i et tre ugers undervisningsforløb forholder sig til forskellige politiske mærkesager, laver kampagner og deltager i debatter med ungdomspartierne. Forløbet kulminerer med selve valghandlingen, hvor eleverne stemmer på et af de partier, der er opstillingsberettigede til Folketinget.

ca. 80.000 elever fra 800 skoler er tilmeldt Skolevalg, mens der er debatter på ca. 500 skoler.

Skolevalgsdebatten er en vigtig del af den sidste uge af undervisningsforløbet. Her får eleverne mulighed for at afprøve deres holdninger, sætte ansigter på de politiske ungdomsorganisationer og relatere deres mærkesager til den politiske debat.

Valget afholdes torsdag den 31. januar 2019, hvor eleverne får udleveret valgkort og stemmesedler, og der bliver stillet stemmebokse og valgurner op på skolerne. Valgresultatet offentliggøres som del af en valgaften på landsdækkende tv.

 

e-max.it: your social media marketing partner