Mentorpriser uddelt i Vesthimmerland

VESTHIMMERLAND: Omkring 85 mentorer fra forskellige virksomheder mødtes i dag for at hædre de nominerede i kategorien ”Årets mentor” og ”Årets virksomhed” i Vesthimmerlands Kommune.

”Årets virksomhed” landede i år hos Bos A/S i Ranum efter at have været i skarp konkurrence om titlen med de tre Farsø virksomheder Imdex, Vannerup Møbelfabrik og Farsø Skole og SFO samt Aars virksomheden GPV International A/S. 

Formanden for Beskæftigelsesudvalget Brian Christensen gav i sin tale ”årets virksomhed” følgende ord med på vejen. 

– BOS A/S formår at inkludere borgeren i kollegaskab og opgaveløsning på en måde som gør, at borgeren får en følelse af, at det betyder noget, om de er der eller ej. Det har gentagne gange vist sig, at dette har bragt borgeren tættere på arbejdsmarkedet. 

 Vinderen af ”årets mentorpris” gik til direktør Peter Frederiksen fra J-Coating, Aalestrup. 

Helene Rosenbeck, Park & Vej i Vesthimmerlands Kommune, og værkstedsassistent Henrik Pedersen, Grundfos i Hvam, var ligeledes indstillet til prisen, men når valget i sidste ende faldt på Peter Frederiksen, skyldes det ikke mindst hans anerkendende tilgang til borgerne på kanten af arbejdsmarkedet, fremgik det af Brian Christensens tale til prismodtageren. 

– Peter har en anerkendende tilgang til borgerne og er god til at vejlede og spotte muligheder for en eventuel tilknytning til virksomheden. Peter er god til at få borgerne til at føle sig velkommen og ligger stor vægt, på at de er en del af virksomheden. 

Også borgmester Per Bach Laursen var med til prisuddelingen. Han sagde: 

– Jeg kan se på de virksomheder, der er nomineret i dag, at det er virksomheder der er utrolig dygtigt drevet. De har en del ansatte og er med til at sikre et indtægtsgrundlag for en masse mennesker, samtidig med de drager omsorg for at hjælpe udsatte borgere ind på arbejdsmarkedet igen. Det er jeg som borgmester utrolig glad for, siger Per Bach Laursen og fortsætter: 

– Dels fordi folk i arbejde er bedre stillet økonomisk, socialt og helbredsmæssigt og dels fordi folk i arbejde er en del af det fællesskab, der er på en arbejdsplads, slutter borgmesteren. 

Årets uddeling af mentorpriser i Vesthimmerland var den tiende i rækken og markerede således lidt af et jubilæum. 

I løbet af de ti år har Vesthimmerlands Kommune systematisk samarbejdet med det lokale erhvervsliv om at åbne døre for ledige, og i alt er der til dato blevet uddannet cirka 280 lokale mentorer til at gå i spidsen for denne indsats.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: