Apoteket rykker til tidligere Spar Nord bygning

 FARSØ: Den 1. april i år fik Farsø Apotek ny ejer, nemlig apoteker Lonnie Skovfoged, som også ejer apotekerne i Aars og Aalestrup.

 Fælles for de tre byer har apoteket haft til huse i de oprindelige bygninger, da man jo skal huske at apoteket er en af længst eksisterende butikker i byerne.

 -Og sådan skal det også fortsætte med at være, fortæller Lonnie Skovfoged, og derfor er hun nu ved at sikre at adgangsforholdene til apotekerne lever op til nutidens lovmæssige krav for butikker.

Det har indtil videre medført at apotekerne i Aars og Aalestrup har flyttet adresse, og nu er turen kommet til Farsø.

-Jeg har kigget på lokaler i et stykke tid. Men da Spar Nord satte deres bygning til salg kunne jeg se at mange af de krav om niveaufri adgang til apoteket og egne parkeringspladser vil blive opfyldt.  Desuden kan jeg også se, at lokalerne giver en bedre mulighed for indretning af et moderne apotek og så er de desuden større.            

I sidste uge blev der niveleret terræn udenfor den nye apoteksindgang på Torvet 8, så gangbesværede og kørestolsbrugere uden problemer kan komme på apoteket uden at bekymre sig om adgangsforholdene.

En åbningsdato for Farsø Apotek på den nye adresse ligger dog endnu ikke fast.

-Jeg har først lige købt bygningen og har endnu ikke haft arkitekten inde over, fortæller Lonnie Skovfoged, så det bliver i hvert fald ikke i år. Men det bliver en gang i foråret.

Med til bygningen hører også lejemål på 1. salen, som fortsat vil blive brugt til dette formål.              

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: