FARSØ: Farsø Sygehus har en lang og spændende historie bag sig – lige fra i 2006 at være nedlagt – til i dag, hvor vi har et specialsygehus i særklasse.

-Takket være en kolossal opbakning fra borgere og virksomheder, som trofast støtter med medlemsskab af støtteforeningen og større donationer, kan vi hvert år imødekomme ansøgninger fra sygehusets forskellige afdelinger om nyt apparatur eller andet, som kan gøre det endnu bedre at være patient på Farsø sygehus, siger formand for Støtteforeningen for Farsø Sygehus, Kirsten Moesgaard.

Den ortopædkirurgiske afdeling med udskiftning af hofter, knæled og skulderoperationer omfatter nu også håndkirurgi. Herfra kommer der altid gode forslag om nyt apparatur.

Det diagnostiske Center blev i 2017 udvidet til at omfatte hele Aalborg Universitetshospitals optageområde inklusiv kræftdiagnosticering. Det Medicinske dagafsnit omfatter undersøgelser for hjertesygdomme, mave-tarmlidelser, stofskifte-, ryg- og gigtlidelser, lunge- og blodsygdomme.  Også denne del, som har været i stor vækst, plejer at komme med forslag til indkøb af forskellige apparater, der gør det mere behageligt for patienterne at blive undersøgt her.

Også den palliative afdeling og det palliative team er med i rækken af afdelinger, som nyder godt af de kontingenter og donationer, som bliver tilført Støtteforeningen.

-Hvis du ikke allerede er medlem af Støtteforeningen til bevarelse af Vesthimmerlands Sygehus i Farsø, så gør det nu. Kontingentet er meget beskedent.  Jo flere medlemmer, vi er, jo mere kan vi støtte Farsø sygehus nu og i fremtiden, opfordrer Kirsten Moesgaard.

 

e-max.it: your social media marketing partner