Hvalpsund vil opføre seniorboliger på havnen

HVALPSUND: 17-18 lejeboliger og 17-18 ejerboliger, det er hvad der arbejdes på vil blive opført på arealet omkring pakhuset og den nuværende vinteropbevaringsplads for både ved Hvalpsund Lystbådehavn.

Vi er tæt på at have det hele på plads, lød det fra Preben Sonnichsen, der som tidligere konsulent og mangeårig god ven af Ejgild Bach – som ejer arealet, har været en god assistance i processen.   

De to og byrådsmedlem Kirsten Moesgaard var her til eftermiddag inviteret af Hvalpsund Pensionistforening til at fortælle om projektet. 

– Vi henvender os til gruppen af +50 årige, så det kunne være interessant for jer, lød det indledningsvis fra Preben Sonnichsen foran forsamlingen af over 40 seniorer, der var mødt frem i Sognehuset i Hvalpsund.


Der var over 40 af Hvalpsund Pensionistforenings medlemmer mødt frem for at høre om de nye seniorboliger på lystbådehavnen. Her er det Preben Sonnichsen der fortæller om projektet.    

Bach’s Bådværft brændte for 10 år siden og det stod hurtigt klart at Bach familien ikke havde i sinde at genopføre virksomheden. Heldigvis gik den flotte administrationsbygning – der i dag er rammerne for restaurant Pakhuset fri af branden. I stedet opstod tanken om at opføre boliger på arealet. Flere projekter var undervejs, men det krævede en ny lokalplan for området omkring lystbådehavnen. Nærmere bestemt for området fra det såkaldte ”Øen”, tæt på Illerisørevej mod nord til stien op til boligområdet og byen i syd.  

Denne lokalplan(nr. 1036) blev efter et par borgermøder og høring vedtaget i juni 2014 efter at have været 3 år undervejs. Der var mange indsigelser og man fandt det vigtigt at tage hensyn til borgere og omgivelser.    

Indenfor lokalplanområdet, som udgør ca. 9.000 m2, er der kun to ejere, nemlig Vesthimmerlands Kommune og Ejgild Bach, som ejer halvdelen af arealet hver.    

35 boliger på Bach’s areal
Der er lagt op til i alt 70 byggegrunde indenfor lokalplanens rammer, heraf de ca. 35 på Bach’s areal. Der indgår også udvidelsesmuligheder for Pakhuset.
 

Ejgild Bach og Vesthimmerlands Kommune har været inde i en proces omkring omfordeling af arealet, som er tæt på at falde på plads. Det er sådan, at arealet hvor der i dag er vinteropbevaring af både flyttes længere nordpå, altså til det areal som er ubebygget på ”Øen” og som også i fremtiden vil være det, med undtagelse af at Sejlklubben Nautilus, tilhørende mastehus og miljøhus også flyttes hertil. I planerne for havneudviklingen ligger nemlig også en udvidelse af lystbådehavnen mod nord, hvis kapaciteten i den nuværende er fuldt udnyttet.  

På den nuværende vinteropbevaringsplads for både og omkring Pakhuset er det Ejgild Bach’s planer at opføre boliger.

Vinteropbevaringspladsen flytter hertil og på sigt ifølge udviklingsplanen vil lystbådehavnen også blive udvidet i denne retning. Nautilus vil også flytte til dette område.  

Interesseret boligselskab
I den forbindelse har han haft kontakt til Aars Boligselskab som er meget interesseret. På den måde er der tale om et nyt boligområde med både almennyttige lejeboliger og ejerboliger.  
 

Om lejeboligerne skal opføres som bofællesskab eller som selvstændige seniorboliger er endnu ikke klarlagt. Det er op til Aars Boligselskab hvis de vælger at gå videre med projektet. Men denne type boliger vil typisk være i to størrelser 67 eller 99m2 med dertil hørende fælleshus. Lejeprisen vil følge normalen for almennyttige udlejningsboliger i Hvalpsund.  

Gerne byggestart i 2019
Det er Ejgild Bachs håb at opførelsen af såvel leje- som ejerboliger kan påbegyndes i 2019, men inden skal skitser fra arkitekter og boligselskab være på plads.
 

-På den måde finder dette møde sted lidt for tidligt, for vi har ingen skitser eller tegninger vi kan vise jer, lød fra Preben Sonnichsen overfor forsamlingen i Sognehuset, men kunne fortælle at lokalplanen indkredser en byggestil a’ la Pakhuset. For ejerboligernes vedkommende vil der blive bygget 1-3 huse ad gangen.  Selvom boligerne er helårsbeboelse vil der ikke være bopælspligt, så derfor kan de i realiteten bruges som fritidshus.  

Det er på tide at komme i gang
Ejgild Bach supplerede. – Nu er der gået 10 år og jeg synes det er på tide at komme i gang af hensyn til udviklingen af Hvalpsund.
 

Kirsten Moesgaard, som var ordstyrer for de efterfølgende spørgsmål fra forsamlingen, kunne fortælle at Vesthimmerlands Kommune ikke pt. har planer for deres del af arealet, men at der er sat penge af til omlægningen af Fjordvej, når behovet herfor opstår.  

-Men det er på tide at bebyggelsen på havneområdet går i gang, siger Kirsten Moesgaard. Jeg er ikke i tvivl om efterspørgslen er der og så er det også en god investering for kommunen i relation til nye tilflyttere.  

Desuden vil det styrke erhvervslivets håndværkere – og ikke mindst, når alle boliger er besat, handel og restauranter i Hvalpsund.  

Jeg håber på en opblomstring af Hvalpsund. Hvalpsund appellerer til det voksne publikum, hvad enten det er leje- eller ejerboliger, det forventer jeg mig meget af, siger byrådsmedlem Kirsten Moesgaard      

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: