HVALPSUND: Som noget nyt, bliver der hen over vintersæsonen en kunstmalergruppe der indtager Hvalpsund Sognehus hveranden torsdag eftermiddag.

Her kan deltagerne udfolde sig kunstnerisk og kreativt med acrylfarver, lærreder, akvarelfarver, papir og hvad man ellers kan finde af materialer at male på. 

Egentlig bliver der tale om et malekursus, da der allerede er lavet aftaler med flere kunstnere, der tilbyder at undervise gruppen i det mere maletekniske. Men sammen med de lidt faste opgaver der kan ligge i denne undervisning, skal spontanitet og fantasi gerne spille en stor rolle, og munde ud i forskellige kunstværker, hvor udtryksform og teknik er går op i en højere enhed.

Der lægges op til et hyggeligt og afslappet forløb, hvor de enkelte kursister gerne skal føle det som et malefællesskab, og hvor man gensidigt kan erfaringsudveksle, hjælpe og vejlede hinanden. Kursustilbuddet lægger stor vægt på, at det gælder både nybegyndere og øvede.

I øvrigt er det ikke et helt nyt tiltag, da der gennem flere sæsoner har været en aktiv malegruppe i Hvalpsund. Det nye er, at rammerne i Sognehuset er rigtig fine. Her er der god plads, og et helt specielt lysindfald fra de store ruder.

Derfor kan antallet af kursister udvides, og der er da allerede også en meget fin tilslutning til kurset, som allerede går i gang i morgen.

Tovholder Grethe Buhl har stået for at planlægge hvordan malekurset kan gribes an, og til at hjælpe sig med de mange tilmeldinger har hun allieret sig med Ella Holm Poulsen og Alice Skals. Det bliver spændende at få kurset sat i gang, og få kunsten til at spire i Hvalpsund-området.

Ved sæsonafslutning vil der sikkert også være basis for, at kursisterne har lyst til at holde en kunstudstilling med fernisering for interesserede gæster.

 

e-max.it: your social media marketing partner