Ældre Sagen Farsø på sin årlige åletur

FARSØ: Ældre Sagen Farsø har igen arrangeret en åletur for sine medlemmer.

I år fandt turen sted i slutningen af august, den plejer ellers først at finde sted lidt senere, nemlig i september. 

Denne årligt tilbagevendende begivenhed har de seneste år udviklet sig til at være lidt af et tilløbsstykke, sådan blev turen også igen i år, to næsten fyldte busser med 100 deltagere.

Vejrguderne var virkelig med Ældresagen på dagen, det blev en rigtig flot sensommerdag med sol og temperaturer omkring 20 grader, mange havde medbragt paraplyer og regnjakker, men de kom ikke i brug.
 

Turen startede fra Farsø ved middagstid, og gik ad mindre veje til Aggersund, videre omkring Aggersborg og tværs over til Vejlerne med det rige fugleliv, og til det Nationale testcenter for store vindmøller i Østerild som var første stop. Her kunne man se vindmøller fra 150 til 222 meter i højden, og i besøgscentret kunne de besøgende tilegne sig lidt mere specifik viden om vindmøller og vindenergi. Udstillingen blev studeret med stor interesse.  Videre gik turen gennem Thisted by og over Vilsundbroen, tværs over Mors til Legindbjerge, og til den meget smukke Jesperhus Blomsterpark som var næste mål på turen. Her blev der tilbragt et par timer. I Junglekroen var der bestilt “ta’ selv kaffebord” med kringle og marcipanlagkage, og derefter var man på egen hånd rundt i parken. Sidst på eftermiddagen fortsatte turen til Feggesund Færgekro, hvor der blev serveret stegte ål med tilbehør ad libitum. Man har her på stedet en vis form for ekspertise i at stege ål, idet der steges ca. 5 tons ål om året.
 

Inden serveringen begyndte, fortalte kromanden at der ville blive serveret forret, hovedret og dessert, og at alle tre retter består af ål. Der blev rigtigt hygget og snakket og sunget medbragte sange, og til slut blev der serveret kaffe.


Godt mætte og måske lidt trætte, ovenpå en dag med mange gode indtryk og oplevelser, så blev kursen sat mod Farsø. Hjemturen gik over Sallingsundbroen, videre over Salling og til Sundsøre hvor busserne kørte ombord på færgen Mary og blev sejlet til Hvalpsund, midt på aftenen ankom busserne til Farsø. 

 

 

 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: