Vellykket FarSØ fest

FARSØ: En foreløbig status fra Byfestkomiteen, da man møder dem mandag morgen i gang med oprydningen efter 4 dages fest, er god og vellykket.  

Festen lagde ud med 659 deltagere i FarSØ Løbet torsdag aften, hvor folk var rigtig gode til at komme i teltet bagefter i forbindelse med præmieoverrækkelserne, bemærkede formand for FarSØ Festen, Ole Winkler.  

Efter overrækkelserne tog Ølbanko’et over med ca. 90 deltagere frem til midnat. Desværre blev hovedgevinsten en partoutbillet til Nibe festival ikke trukket ud.  

Udsolgt Grisefest
Grisefesten kunne melde udsolgt af sine 500 billetter allerede tirsdag middag.

-Vi har aldrig meldt udsolgt så tidligt før, og det var traditionen tro en helt fantastisk fest med feststemte mennesker, der en overgang dannede futtog rundt i teltet indtil Shu-bi-trio tog over med dansemusik til ud på natten, siger Ole Winkler, der absolut betegner grisefesten som byfestens højdepunkt. Det er en aften som rigtig mange i alle aldre havde glædet sig til og set frem til.   

Lørdag morgen indfandt et par hundrede sig til gratis morgenmad, bestående af rundstykker. En del blev hængende, nærmere bestemt ca. 100 deltagere til byfestens banko og der blev solgt flere plader end sidste år.  

Børn vilde med guldgravning
Over middag indfandt 17 kæledyr og deres ejere sig i Byfestteltet til børnedyrskuet. Og nyt på programmet var guldgravning for børn. Dette blev programpunkt blev en stor succes med børn i sanddyngen i timevis. Belønningen for den megen gravning var gratis tivoliture eller pengemønter til at købe ”snoller” for på byfestpladsen.       

Midteftermiddag indfandt 24 deltagere sig i rafleturneringen og 6 deltagere i pokertuneringen.   

Desværre blev aftenens ginsmagning ikke til noget p.g.a for få tilmeldinger, men til gengæld indfandt over 300 unge sig til dunkende diskoteksrytmer til ud på natten.  

Regnvåd søndag
Søndagen stod på Byfestoptog med 12 indslag som havde sit publikum langs fortovene.
 

Desværre stod resten af eftermiddagen på silende regn, som efterhånden lagde en dæmper på børnefamiliernes tivoliture. Til gengæld var der lunt og godt inde i byfestteltet, der midt eftermiddag blev spillet op af danseorkestret Konkurs.  

Selvom det var rigtig god musik, så var det regnen der afholdt folk fra overhovedet at ankomme til byfestpladsen og dermed fylde teltet søndag eftermiddag ligesom de foregående år    

Byfestkomiteens overordnede vurdering af festen er at den har været festlig, folkelig og fornøjelig, som der var lagt op til, men at man gerne havde set lidt flere besøgende i teltet søndag.

-Men vejret kan man selv som byfest ikke være herre over, og vi har slet ikke været plaget af så meget af regn som sidste år, lyder det fra Ole Winkler, der glæder sig over at man nu har fundet sig helt til rette med indretningen af byfestpladsen i Søanlægget.     

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: